Sensorer gik ned: - Det er brandærgerligt
Foto: Signe Gru / TV2 Nord
I år opsatte Aalborg Karneval sensorer, der for første gang skulle give et 100 procent nøjagtig antal besøgende til karnevallet.
Det har i mange år stået klart, at der er mange besøgende til Aalborg Karneval. I år skulle man så kunne fortælle nøjagtig hvor mange deltagere der var til Stjerneparaden, og til det havde man opsat sensorer rundt i byen.
Men hvis du her tre uger efter stadig går og venter på det officielle antal fra årets karneval, bliver du skuffet over følgende melding.
Sensorerne gik nemlig ned kort tid efter paradestart, og derfor er der ingen officielle tal for Aalborg Karneval 2024.
- Det er brandærgerligt, at vi ikke har kunnet få tal på deltagerne. Den korte tid hvor folk passerede sensorerne har gjort, at de ikke kunne levere dataen, fortæller talsperson for Aalborg Karneval, Jeanett Kaare.
Tidligere har tallene ligget på omkring 100.000 besøgende til Aalborg Karneval, men det er der altså endnu ikke 100 procent belæg for.
For stor datamængde
Sensorerne reagerer, når du går forbi med din telefon, som udsender et signal til sensoren, og på den måde skulle den gerne sende det videre til en tæller.
Men mængden af data under Stjerneparaden endte altså med at være for voldsom.
Densiteten af mennesker var simpelthen for stor, og tællerne kunne derfor ikke håndtere den store datamængde. Derfor arbejder man allerede nu på en ny løsning, når næste års karneval løber af stablen.
- Vi kan for eksempel bringe vores Karnevalsakademi med de studerende fra byens uddannelser i spil på en data-dreven løsning. Vi stopper ikke jagtene på tallene, siger Jeanet Kaare.
Hvis du skal med til Aalborg Karneval 2025, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen, da datoen er fastsat til den 24. maj 2025.