28-årig mand fængslet efter farlig biljagt gennem byen
En 28-årig mand fra Brovst er fængslet fire uger og sigtet for udsætte andres liv for fare, da han natten til søndag stak af fra politiet i bil gennem Aalborgs gader.
Politiet fik øje på bilen, der kørte lige lovligt stærkt ved Nyhavnsgade i Aalborg ved 23-tiden lørdag aften, men i stedet for at standse efter politiets anvisninger, gjorde føreren af bilen, den 28-årige nu anholdte mand, det stik modsatte.
Han satte mere fart på og stak af fra politiet. Med politiet i hælene kørte han mod vestbyen via Strandvejen for til sidst af ende på Ivar Huitfeldts Gade, hvor den 28-årige mand kørte ind et par parkerede biler, en cykel og et kældervindue.
- Inden han bliver anholdt på Ivar Huitfeldts Gade, har han udsat en person for fare, da en fodgænger på Peder Skrams Vej må springe til side for ikke at blive påkørt af bilisten, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Torben Larsen.
Heldigvis kom ingen personer til skade som følge af den vilde biljagt.
Den 28-årige mand blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger, idet netop den hensynsløse kørsel kunne være gået grueligt galt.
Der ud over har den unge mand ifølge politiets sigtelser også gjort sig skyldig i en række trafikforseelser blandt andet det at køre bil, selv om han ikke har kørekort.