Se reaktioner - kommende Aalborg-spiller tog pynten af Mikkel Hansen og kompagni
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kiel-målmanden Niklas Landin formåede for alvor at drille sine kommende holdkammerater.
Aalborg Håndbold var særligt i angrebsspillet udfordret mod THW Kiel. På hjemmebane tabte det nordjyske hold med 26-30 mod den tyske håndboldmastodont.
5000 tilskuere var torsdag aften på plads i Sparekassen Danmark Arena til et dansk-tysk opgør om vigtige point i Champions League. Særligt landsholdskeeperen Niklas Landin fik en nøglerolle i kampen. Han var dog ikke involveret i en dramatisk episode i kampens indledning.
Kampen startede nemlig meget dramatisk. Allerførste skudforsøg fra gæsternes Duvnjak havnede lige i smasken på Aalborg Håndbolds målmand Simon Gade, hvilket resulterede i en to minutters udvisning. Trods overtallet var det gæsterne, der kom bedst fra start. Magnus Landin bragte Kiel foran 1-0.
Aalborg Håndbold startede igen med Mikkel Hansen på bænken. Han kunne se den tidligere Aalborg-spiller Sander Sagosen bringe gæsterne foran 4-2, og så kunne man for alvor høre de 2-300 medrejsende Kiel-fans.
Landin piller pynten af Aalborg-spillerne
Niklas Landin startede stærkt i målet hos Kiel. Kiel-keeperen reddede Mikkel Hansens første forsøg fra straffekastlinjen. Derudover diskede han op med flere gode redninger. Så efter 17 minutter førte gæsterne med 11-6.
Aalborg kom dog stærkt tilbage mod slutningen af første halvleg og taget var ved at løfte sig, da Henrik Møllgaard fik reduceret til 14-15 på en kontra. Aalborg Håndbold havde derefter chancen for at udligne, men endnu engang viste Landin høj klasse og reddede forsøget fra en helt fri Sebastian Barthold. Efterfølgende scorede Kiel i den anden ende, og pausestillingen var dermed 14-16.
Anden halvleg startede med en Aalborg-scoring, men så tog Landin igen fat og lavede et par klasseredninger. Takket være dem førte Kiel 20-15.
Tæt på en sejr kom Aalborg Håndbold aldrig rigtigt. Landin fortsatte med at tage pynten af Aalborg-offensiven og dermed kunne Kiel trække sig sejrrigt ud af opgøret. Tyskerne besejrede et Aalborg-hold uden Mads Hoxer og Jesper Nielsen med 30-26.
Video: Henrik Møllgaard var heller ikke sen til at rose Niklas Landin
Nederlaget betyder, at Aalborg Håndbold ligger nummer seks i deres Champions League-pulje.