Se jubelbillederne: Aalborg Håndbold klar til DM-finalen
Aalborg Håndbold er klar til DM-finalen og kan blive dansk mester for fjerde år i træk.
De har vundet det danske mesterskab de seneste tre sæsoner, og nu kan det også blive til fire DM-guldmedaljer på stribe for Aalborg Håndbold.
Det nordjyske mandskab sikrede sig onsdag aften en finaleplads, da de på udebane besejrede Bjerringbro-Silkeborg Håndbold med 31-26.
Dermed vandt Aalborg semifinaleserien, hvor der spilles bedst af tre kampe, med 2-0. Nordjyderne vandt nemlig også den første semifinalekamp på hjemmebane i sidste uge.
Det var ellers værterne, der kom bedst fra start. Bjerringbro-Silkeborg fik dog aldrig opbygget nogle større føringer, men kunne gå til pause foran 12-11.
Trak fra midt i anden halvleg
Hjemmeholdet holdt fast i føringen et stykke ind i anden halvleg, men fra stillingen 20-20 trak Aalborg-spillerne fra. Med tre scoringer i træk fik nordjyderne opbygget et solidt hul, som Bjerringbro-Silkeborg ikke fik lukket igen.
Efter 60 minutters spil lød sejrscifrene på 31-26 i Aalborgs favør, og dermed er det nordjyske hold klar til DM-finalen.
- Det er en forløsning, at vi står i finalen. Nu er vi godt på vej mod at kunne hæve pokalen igen, siger stregspilleren René Antonsen fra Aalborg Håndbold.
Se interview med René Antonsen:
I finalen møder Aalborg enten GOG eller Skjern. Den serie bliver først afgjort i en tredje og afgørende kamp, efter at Skjern onsdag aften besejrede fynboerne med 30-27.
GOG og Skjern spiller lørdag eftermiddag den afgørende kamp om at møde Aalborg Håndbold i finalen om det danske mesterskab.
Se interview med Aalborgs træner Stefan Madsen: