Se det store Mikkel Hansen-interview: Kan være på banen om en måned
Den danske verdensstjerne er i dag blevet præsenteret og har haft første træningsdag i Aalborg Håndbold. TV2 Nord har i den sammenhæng talt med hovedpersonen om skiftet til Nordjylland.
Mandag var første arbejdsdag i Aalborg for håndboldstjernen Mikkel Hansen. Fra morgenstunden af blev han modtaget af fans og presse i Aalborg Lufthavn, og derefter blev han kørt til Gigantium, hvor første træning med de nye holdkammerater ventede.
- Det var dejligt endelig at møde op. Nu har jeg fulgt med i opstarten, men selv at være her er noget andet, siger Mikkel Hansen.
- Nationalt vil vi gerne vinde, og internationalt vil vi gerne kvalificere os til Final4 (i Champions League, red.), og så kan alting jo ske, siger han.
Mikkel Hansen
Spilleklar om en måned
I marts måned blev Mikkel Hansen ramt af en blodprop i lungerne, og det er skyld i, at han stadig er henvist til sidelinjen. Men han er godt på vej tilbage.
- Det står rigtig fint til. Kroppen har det rigtig godt, og det eneste, der gør, at jeg ikke spiller, er, at jeg tager blodfortyndende medicin, hvilket ikke gør det muligt at spille.
Landsholdsspilleren vurderer, at han er klar til at trække i kamptrøjen om cirka en måned.
- Forhåbentlig i slut september. Midt i september er jeg færdig med det blodfortyndende medicin, og så kan jeg begynde at træne med for fuld damp, siger Mikkel Hansen.
Motivation aldrig været større
Fem måneder uden håndbold har gjort, at Mikkel Hansens motivation for at komme tilbage på banen er stor. Faktisk større end nogensinde.
- Jeg glæder mig. Jeg har ikke spillet i et halvt år, så min motivation og glæde ved at være på banen har ikke været større, siger han.
34-årige Hansen kommer til Aalborg med store ambitioner. Han har vundet alt, hvad der er værd at vinde, men sejrslysten er stadig stor.
- Nationalt vil vi gerne vinde, og internationalt vil vi gerne kvalificere os til Final4 (i Champions League, red.), og så kan alting jo ske, siger han.
VIDEO: Se hvad Aalborg-spiller Henrik Møllgaard siger om sin nye holdkammerat: