Se de flotte billeder: Delfin boltrede sig i Limfjorden
Foto: Daniel Løth Nielsen
Daniel Løth Nielsen fik sig en overraskelse, da han var ude for at fiske. Pludselig sprang en delfin rundt ved siden af båden.
Daniel Løth Nielsen og hans ven måtte kigge en ekstra gang, da de lørdag formiddag hørte et plask.
De to tidligere kolleger var taget ud på Limfjorden mellem Klarup og Storvorde for at fiske efter havørreder, men ved en grøn bøje stoppede de op.
- Min tidligere kollega så, at noget sprang op ved en bøje. Så svømmede det pludselig op på siden af båden og sprang, siger Daniel Løth Nielsen.
- Vi stod og diskuterede, hvad det var, og så kom det op igen. Så kunne jeg se, at det var en delfin, siger tømreren fra Klarup.
I cirka en time var de to mænd ved bøjen, hvor delfinen lystigt svømmede rundt, og her tog Daniel Løth Nielsen en masse billeder. Han sendte dem straks til familien – og da han kom hjem, ville hans 4-årige datter også gerne se delfinen.
Så måtte han afsted igen. Denne gang med børn, kone og svigerforældre.
- Vi var derude omkring 17-18-tiden, og der var den stadig ved den grønne bøje. Det var sgu fedt, siger Daniel Løth Nielsen.
Udover delfinen så han også omkring otte sæler.
Det er ikke første gang, en delfin bliver spottet i Limfjorden.
I 2018 samledes mange aalborgensere ved kajkanten for at se en delfin, som var svømmet ind ved Limfjordsbroen.