Aalborg Pirates sikrer sig semifinaleplads med tenniscifre
Foto: Balazs Popal/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates døjede ikke med at score mål søndag.
Aalborg Pirates sikrede sig søndag en plads i semifinalen med en 6-0-sejr over Rødovre Mighty Bulls på hjemmebane.
Piraterne førte nemlig inden søndagens opgør serien med 3-1, og derfor kunne man spille sig videre i semifinalen ligesom både Herning Blue Fox og SønderjyskE havde gjort forinden.
Det var generelt første gang i en længere periode, at piraterne virkede til at have fundet sig selv. De første kampe af slutspillet havde Aalborg-spillerne svært ved at få udnyttet sine skud og chancer. Men det var langt fra et problem søndag.
Pirates-dominans og målfest
Det hele begyndte også godt for hjemmeholdet, der generelt dominerede i første periode. Efter små syv minutter og to udvisninger til gæsterne fik Tobias Ladehoff nemlig sendt pucken i nettet i powerplay.
Og med blot 30 sekunder tilbage af første periode fulgte Nikolai Nielsen trop, da han assisteret af kaptajn Julian Jakobsen udbyggede piraternes føring til 2-0.
Da pausefløjtet lød var skudstatistikken 22 skud til piraterne og blot to til gæsterne.
Det samme billede gjorde sig gældende i begyndelsen af anden periode, her dominerede hjemmeholdet fortsat, og efter otte minutter fik Tommy Giroux bragt Aalborg foran med 3-0, da han styrede det sidste powerplay-skud ind i mål.
Dog fik to Pirates-udvisninger inden for kort tid brudt hjemmeholdets rytme, og her kom udeholdet i sine to powerplays frem til flere gode muligheder.
I de sidste minutter af anden periode holdt Rødovre-spillerne ved og kom frem til et par store chancer, som Aalborg-keeper George Sørensen dog fik sikkert afvist.
I tredje periode kom hjemmeholdet tilbage på sporet, mens man også bød på endnu flere mål. Først var det for anden gang Tobias Ladehoff, der igen kunne notere sig for en powerplay-scoring, da han udbyggede piraternes føring til 4-0.
Efterfølgende fulgte Kiril Kabanov trop med sin scoring til 5-0, mens Nikolaj Carstensen med godt og vel fem minutter igen bragte hjemmeholdet foran med 6-0 på et skud fra blå linje.
Dermed blev piraterne ikke blot vinderne af søndagens opgør, man blev nemlig desuden vinderen af kvartfinaleserien.
Det er endnu uvist, hvem Aalborg Pirates møder i semifinalen, da kvartfinaleserien mellem Odense Bulldogs og Esbjerg Energy fortsat er igang.