Sarah vil gøre en forskel, men en kamp er ikke løsningen, mener hun
36-årige Sarah Kruse har altid villet gøre en forskel. Både som ung kvinde og nu erhvervsdrivende. Og efter at hun i 2008 blev udsat for voldtægt.
Sarah Kruse gør klar til vinsmagningsaften i Aalborg-restauranten La Locandas lille, hyggelige vinkælder.
Om lidt kommer vinklubvennerne og en vinekspert, der skal øse ud af sin viden. Vinklubben, der kun er for kvinder, går nemlig seriøst til værks, når det gælder om at blive klogere på vinens verden.
- Vi har egentlig lavet den her vinklub, fordi vi synes at mændene tit tager teten på vinen, når man er ude og spise. Og vi kvinder får ikke rigtig mulighed for at lære så meget, når mændene egentlig bare bestiller for os. Og vi synes også tit, vi ikke rigtig kan få os til at sige noget. Vi kan ikke få os til at stille nogle dumme spørgsmål. Så den her klub er kun til kvinder, fortæller Sarah, mens hun åbner en kasse fyldt med små flakoner med forskellige dufte, man kan genfinde i forskellige vine.
Vi er gode til sådan at underminere os selv. Vi er sgu lige så seje som de (mændene, red.) er.
Sarah Kruse
Se snigpremiere på TV2 Nords nye serie Kvindeliv.
Der er lidt mandefald i aften. Tre kvinder dukker op, der krammes og stemningen er allerede hyggelig, for som veninder til Sarah kender de efterhånden hinanden ret godt. Og så har de også en tredje ting til fælles, fortæller Sarah:
- Vi er også erhvervskvinder alle sammen. Vi har et virke, hvor vi står med beslutninger i hverdagen. Og når man står med den slags ansvar, er det også godt at have nogen at snakke med det om.
Ny serie: Kvindeliv
Hvordan er det at være kvinde i 2020ernes Nordjylland?
De fleste kvinder er på arbejdsmarkedet, så hvordan får de familie,- og arbejdslivet til at hænge sammen, når der også skal være plads til at dyrke motion, leve sundt, rejse, dygtiggøre sig og dyrke samværet med vennerne?
Er der stadig kvindekampe, der skal udkæmpes – og hvad med hele me#too-bølgen?
Det og meget andet undersøger TV2 Nord i serien KVINDELIV, når vi går tæt på en række nordjyske kvinder.
Lysten til at gøre en forskel
For Sarah Kruse er det vigtigt at kunne gøre en forskel, der hvor hun nu er i livet. Det begyndte allerede i folkeskolen, hvor Sarah bl.a. stod forrest, da unge i Hadsund gerne ville forsøge at forhindre stofmisbrug ungdomskriminalitet i byen.
Det fortsatte i gymnasietiden, hvor Sarah blev elevrådsformand, og endelig da hun var medstifter af lokalforeningen Hjælp Voldsofre i Aalborg.
Baggrunden var en meget personlig og traumatisk oplevelse: I 2008 blev Sarah selv voldsoffer, da hun en aften blev voldtaget af en ukendt mand i sin egen lejlighed.
Han var fulgt efter hende på vej hjem fra Jomfru Ane gade. Voldtægten blev anmeldt, men da den skrækslagne og overrumplede Sarah lukkede øjnene under overgrebet, blev gerningsmanden aldrig fundet.
Men overgrebet satte dybe spor: Sarah blev syg og måtte opgive sit job. Mange af vennerne forsvandt også. Men så fandt Sarah en måde at komme videre med projektet ”Hjælp voldsofre”:
- Vi lavede et fotoprojekt, der hed ”Sæt ofret i centrum”, som en hjælp til ofrene. Projektet indeholder billeder af mig selv – og 11 andre ofre, hvor vi blev fotograferet, som vi så ud umiddelbart efter gerningsøjeblikket. Og det satte en politisk dagsorden og fik gjort en forskel, så det er bestemt et projekt, jeg er utrolig stolt af. Også fordi der var mange, der var sådan lidt imod det. Men jeg vidste i min mavefornemmelse, at det kunne gøre en forskel, så jeg ville simpelthen ikke give slip.
I dag er der ikke mange af de gamle venner tilbage i vennekredsen. Til gengæld har Sarah fået en masse nye venner, som hun har et fællesskab med, primært fordi de er erhvervsdrivende, men også fordi de deler passionen for gastronomi og gode vine.
Kruse Vask vil gøre en forskel
Martin er Sarahs lillebror, og sammen ejer og driver de det, de kalder for ”Danmarks mindste vaskeri” . Sarah og Martin er tredje generation i familiefirmaet, der på et tidspunkt kæmpede for overlevelse.
I dag har søskendeparret gjort Kruse Vask levedygtigt igen og vendt underskud til overskud. Martin står for produktionen og den daglige drift, mens Sarah kalder sig selv for ”en sjælden gæst” i vaskeriet:
- Vi var meget bevidste om, at vi ikke var de fødte sælgere. Der var i hvert fald ikke nogen af os, der havde lyst til at have den rolle, så vi tænkte: Hvis nu vi gjorde en forskel. Hvis nu vi gjorde noget godt for branchen, så kunne det være, man havde lyst til at handle med os, fortæller Sarah, der sammen med sin bror fik ideen til det, der i dag kendes som ”Nordjysk Mad & Turisme”.
Et projekt, der har til formål at vækste hotel- og restaurationsbranchen.
- Vi tænkte, at kunne vi vækste branchen, så måtte der også være en bid af lagkagen, der ville gå vores vej, smiler Sarah og fortæller, at de nu i de sidste fem år har lavet forskellige aktiviteter med det formål at få noget viden ind i branchen, så den nordjyske gastronomi og fødevareturisme står stærkere.
Sarah er bestyrelsesformand for ”Nordjysk Mad & Turisme”, der nu også støttes økonomisk af Aalborg kommune.
Mand og børn
Sarah Kruse er single og har ikke selv børn.
Jeg har ikke en drøm om at blive mor, men mere en drøm om at stifte familie.
Sarah Kruse
- Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg synes, at hvis man kan, skal man give barnet den præmis at vokse op i en familie med forældre, der bliver sammen. Men det her med at blive mor bare for at blive mor, det er ikke min drøm. Finder jeg en mand, som jeg har lyst til at tilbringe resten af livet sammen med, så vil jeg da gerne sætte børn i verden og skabe en familie med ham, siger 36-årige Sarah, der alligevel har masser af børn i sit liv. Hun låner nemlig ofte og gerne venindernes børn.
Til gengæld kniber det med at finde manden, der kunne blive far til Sarahs børn. Sarah er som så mange andre single på dating app’en Tinder, hvor hun både swiper og dater i håb om at finde den rette mand. Men det er svært, synes Sarah:
- Jeg synes også godt mændene kunne være lidt mere mænd og invitere på en ordentlig date. Gøre noget ud af det. Det er jo så min holdning, griner Sarah og fortsætter:
- Altså nu har coronaen jo så gjort det endnu mere distanceret, så det er jo ikke forsvarligt at mødes. Så nu er det bare, ja, endnu sværere at møde en.
Det er jo bare jo bare lige om at finde den rette. Derude.
Sarah Kruse
Og indtil han dukker op, må Sarah lægge lidt af kvindeligheden til side og selv gribe vinkelsliberen, når der skal lave nye hylder til hjemmet i villalejligheden i Aalborg.
Kvindekamp
Sarah Kruse betegner sig selv som lidt af en drengepige, der altid har syntes, det var sjovere at være sammen med drengene end med pigerne.
Og det har gjort det lettere for hende at agere som erhvervskvinde i en ellers mandsdomineret branche. Men her har Sarah et godt råd til kvinderne:
- Jeg tror, vi kvinder kan blive bedre til at ”tage vores værd” . Vi er gode til sådan at underminere os selv. Vi er sgu lige så seje som de (mændene, red.) er. Vi har nok bare brug for, at der er nogen, der siger det til os. Det er lidt åndssvagt. Men vi er sgu dygtige. Det er vi.
- Vi skal bare tage vores værd noget mere og tro på os selv.
Sarah ser ikke nogen grund til en eventuel kvindekamp, men opfordrer i stedet til at udnytte kvindenetværk.
- Vi kvinder skal være bedre til at styrke hinanden, løfte hinanden og lade være med at se os selv i en kamp mod mændene. Vores egenskaber og kompetencer er i lige så høj kurs. Vi skal bare blive bedre til at rose og hjælpe hinanden, siger Sarah, der mener, at der er plads til os alle, hvis bare vi er flittige og har kompetencerne i orden.
- Jeg synes, det er en skam, når det bliver til en kamp. Tit kan tingene blive meget ekstreme, både i den ene og den anden retning. Og der er min holdning: Alt med måde! Altså, alt hvad der er ekstremt, det bliver også uhensigtsmæssigt. Der skal være balance i tingene. Jeg vil hellere, at vi ikke kæmper, men at vi står sammen. Løfter i flok. Støtter hinanden og skaber nogle fantastiske ting sammen. Det vil jeg 10 gange hellere.