Sandie fik bøde uden at have brudt reglerne: Politiet vil ikke trække den tilbage
Foto: Privatfoto
Betjent mente, at "fire skilte var umulige at overse." Hvad der så skete, kom bag på både betjent og bilist.
- Det er vildt, at der skal bruges tid og ressourcer på det. Jeg kan ikke helt forstå, hvordan det kan lade sig gøre.
Sådan fortæller Sandie Maria Christensen, der onsdag eftermiddag fik en bøde for at svinge til venstre ad Ny Kærvej fra Håndværkervej i Aalborg.
Der var bare et problem: Hun overtrådte ikke loven.
- Jeg bliver holdt ind af en civil hundepatrulje. Betjenten spørger mig, om jeg ved, hvorfor jeg er blevet holdt ind, hvortil jeg ærligt svarer, at jeg ikke har nogen som helst idé, forklarer Sandie Maria Christensen.
- Han fortæller mig, at jeg ikke må dreje til venstre, hvortil jeg svarer "Nå, er det rigtigt, det har jeg ikke set, overhovedet”. Han svarer tilbage, at det ikke er til at undgå at se, for der er opsat intet mindre end 4 skilte.
Ikke ulovligt mere
Sandie Maria Christensen tager imod bøden, men kan ikke lade være med at gruble over situationen. Derfor vælger hun på hjemvejen til Aalestrup at køre forbi vejen igen.
- Jeg har fire børn, og jeg er meget opmærksom i trafikken, så jeg kunne simpelthen ikke ligge det fra mig, at jeg skulle have overset flere skilte, erkender hun.
Da hun kommer til krydset endnu en gang, ser hun til sin overraskelse, at der ikke står et eneste skilt med venstresving forbudt.
- Jeg kan ikke lægge det fra mig, og beslutter samme dag at ringe ind på politigården. Jeg bliver mødt af vagthavende på telefonen, som imødekommer mig meget venligt, men overrasket “nå, er de blevet fjernet.”
To dage senere møder Sandie op på politigården, "bevæbnet" med samme argumenter.
Kan ikke trækkes tilbage
Herfra udvikler sagen sig dog - påny - i en bizar retning.
Hun mødes nemlig af en receptionist, som er meget uforstående overfor, at Sandie er blevet bedt om at møde fysisk op.
Efter en betjent er blevet konsulteret, må Sandie dog slukøret erfare, at fordi bøden er udstedt, er der intet for politiets vedkommende at gøre. Altså skal Sandie Maria Christensen lave en indsigelse og møde op i retten, når hun får besked.
- Meget uforstående spørger jeg den kvindelige betjent, om det virkelig kan være rigtigt, at det er nødvendigt at spilde min, deres og samfundets tid og penge på noget, som er så åbenlyst en kæmpe fejl, der blot skal ‘slettes’, ‘trækkes tilbage’, eller hvad man vil kalde det, pointerer hun.
Sandie Maria Christensen valgte derfor at kontakte Aalborg Kommune angående skiltningen af venstresving forbudt, og her fortæller kommunen hende, at skiltene er taget ned i juni måned, altså to måneder inden hun får bøden.
- Tavlerne er nedtaget i juni måned i forbindelse med, at testcenteret er endeligt lukket ned, skriver kommunen.
- Det er beklageligt
TV2 Nord har fremlagt sagen for Nordjyllands Politi og fungerende vicepolitiinspektør ved operativ færdsel, Mads Hessellund, kalder Sandie Maria Christensens oplevelse for 'beklagelig' og kommer med en opfordring til hende.
- Politiet har efter henvendelsen undersøgt skiltningen på Håndværkervej, og det er korrekt, at der ikke længere er skiltet med venstresving forbudt på det pågældende sted. Det er selvfølgelig beklageligt, at borgeren er blevet sigtet for at foretage venstresving på stedet, når der ikke var grundlag for det, konstaterer han til TV2 Nord.
Der er dog håb - både for Sandie, men også for bureaukratiets og retssystemets overbelastede sagsmapper.
I hvert fald siger Mads Hesselund, at Sandie (igen) kan rette henvendelse til politiet med en beskrivelse af sagen, hvorefter de vil (gen-)overveje hvad de kan gøre.