Sådan hjælper hun ukrainere i nød: Joan har omdannet gammel småkagefabrik til slaraffenland
Der var stort rykind, da frivillige i dag bød ukrainske flygtninge indenfor i en gammel fabrikshal i Tylstrup.
Engang blev der bagt småkager i den tidligere fabriksbygning i udkanten af Tylstrup. Nu er den fyldt med brugt tøj, sko, møbler, legetøj og alt, hvad et ukrainske hjerte eller kan begære.
Og hver 14. dag, når der igen er samlet nok ind, er den også fyldt med taknemmelige flygtninge, der her ganske gratis kan gå på jagt efter det, de mangler. Lige nu er det især varmt overtøj.
- Der kommer flere og flere. 120 i løbet af tre timer er ikke usædvanligt. Det er fedt at kunne hjælpe, og jeg bliver helt høj af det, siger en travl Joan Vangsted lørdag formiddag.
For hende lå det lige for at handle, da Ruslands invasion af Ukraine sendte flygtninge i alle retninger, også til Nordjylland.
Hun og hendes mand driver en stor gård med malkekvæg og har en del ukrainere ansat. Tilfældigvis havde de også et hus, der stod tomt, da krigen brød ud. Det er i dag fyldt med en stor ukrainsk flygtningefamilie.
- Da vi indlogerede dem, fik vi doneret så mange ting, at der blev en masse i overskud, og det skulle jo ikke bare smides på Sankt Hans-bålet, fortæller Joan med et smil.
Slik for 4.000 kroner
Tømrermesteren i Tylstrup, der ejer den gamle småkagefabrik, sagde ja til, at Joan kunne rykke ind. Siden er der kommet flere frivillige til, og donationer fra det meste af Nordjylland strømmer ind.
I anledning af julen serveres der denne lørdag varm kakao, og en lokal virksomhedsejer har købt slik for 4.000 kroner, som hans datter har fordelt i poser og deler ud af.
- Det er skønt at kunne vise sin datter, at man kan hjælpe på den måde, siger den stolte far, Rasmus Davids.
Frivillige kører i pendulfart for at hente de ukrainske flygtninge, der fortrinsvis bor i Aalborg.
Hjælpearbejdet har grebet om sig, og det frivillige arbejde giver for Joan rigtig god mening, og også gode ukrainske venner og bekendtskaber.
- Det er jo lidt ham ovre i Rusland, der bestemmer, men så længe, der er et behov, og så længe vi kan få donationer, bliver vi ved, siger Joan Vangsted.
På Facebooksiden Solskin for Ukraine kan du læse mere om Joans hjælpearbejde.