Så er den gal igen: Nibe Fjordbad lukket på grund af rotter
Foto: Jesper Bo Winther
Blot en måned efter Aalborg Havnebad måtte lukke på grund af rotter, er den gal igen i Aalborg Kommune – denne gang i Nibe Havnebad.
Når temperaturerne er så høje som i disse uger, så er det ganske svalende med en dukkert.
Det er der åbenbart andre end de nordjyske badegæster, der synes – i hvert fald er der konstateret rotter ved Nibe Fjordbad.
Aalborg Kommune har derfor lukket fjordbadet indtil videre.
Både Nibe Fjordbad og Aalborg Havnebad ligger ude i fjorden, og der er meget føde til rotter, blandt andet muslinger og fisk, så derfor er de måske ekstra store, og der er flere af dem i år på grund af varmen.
Kaj Bjerregaard Jensen, bademester ved Aalborg Kommune, Park & Natur
- Det er utrolig ærgerligt for brugerne af Nibe Fjordbad. Jeg er personligt ked af det på brugernes vegne - især på de faste brugeres vegne. Vi har mange dedikerede og faste brugere af badet. Brugere, som kommer i Nibe Fjordbad året rundt. Jeg håber derfor, at vi hurtigt kommer problemet med rotterne til livs, så vi kan lukke badet op igen, siger Kaj Bjerregaard Jensen, der er bademester ved Aalborg Kommune, Park & Natur.
Aalborg Kommune er godt i gang med at bekæmpe rotterne – og først når al rotteaktivitet i området er væk, kan havnebadet igen åbne.
Bademester: Vi kan ikke helt undgå rotter
Det er anden gang, Aalborg Kommune må lukke et kommunalt havnebad midlertidigt. Tilbage i juli måned var den gal i Aalborg Havnebad, som fik ubudne, behårede gæster.
Nu er den så gal igen – denne gang i Nibe Havnebad. Og det ærgrer Kaj Bjerregaard Jensen, der er bademester ved Aalborg Kommune, Park & Natur.
Hvorfor er problemet med rotter så stort hos jer?
- Både Nibe Fjordbad og Aalborg Havnebad ligger ude i fjorden, og der er meget føde til rotter, blandt andet muslinger og fisk, så derfor er de måske ekstra store, og der er flere af dem i år på grund af varmen. Vi har aldrig før oplevet så stort et problem med rotter som i år. Hvis der skal være en logisk forklaring, må det være den.
Hvad gør I nu?
- Vi har skyndt os at få lukket havnebadet i Nibe i en fart, og dét i Aalborg er stadig lukket Her gik så sent som i går en rotte i fælden, så der nu er fanget i alt 16 rotter. Og så har vi kontaktet en rottefænger, som sørger vi at sætte de mest effektive fælder op. Han har stor med, hvad der virker bedst.
Bør I gøre mere for at forhindre rotteangreb fremover?
- Så skal vi have hele fjorden fjernet, for rotter er jo en del af naturen. Man kan ikke bare gå hen og fjerne dem. Det vigtigste er, at vi reagerer hurtigt og får et havnebad lukket, hvis det er plaget af rotter.
Hos Aalborg Kommune tør man endnu ikke spå om, hvornår havnebadene i Aalborg og Nibe igen kan blive åbnet.