Røver truede sig til en karton cigaretter med en kniv - nu beder politiet om hjælp
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er Spar-butikken på Kastetvej i Aalborg, der har været udsat for et røveri.
En Spar-købmand i Vestbyen var torsdag eftermiddag udsat for et røveri. Nu beder politiet offentligheden om hjælp.
Nordjyllands Politi efterlyser netop nu en mand, som har begået et røveri mod Spar-købmanden i Vestbyen i Aalborg.
Ifølge politiet har manden truet sig til en karton cigaretter med en kniv. Efter ugerningen tog han benene på nakken og løb mod Aalborg midtby.
Gerningsmanden beskrives som en mand, der er 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning. Han var iført sort tøj, sort hue med hvid kant, sorte handsker med hvide prikker og mørke sko med hvide såler.
Hvis du ser en person i Aalborg Vestby, der svarer til signalementet, så kontakt politiet på 114.
Butikken på Kastetvej var lukket efter røveriet, men den er atter genåbnet.