Ringede over 300 gange til ekskæresten: Mand får betinget fængsel for stalking
Foto: Torben Lykke Larsen
Sidste uge kunne TV2 Nord fortælle om en 55-årig mand, der var tiltalt for stalking af en kvinde, blandt andet ved at lave 334 opkald mellem januar og oktober 2022.
Den sag er der nu faldet dom i.
Den 55-årige mand har nemlig fået 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Selvom manden kunne nikke genkendende til handlingsforløbet, var han uenig i, at der var tale om stalking fra hans side af.
Mandens begrundelse for de mange opkald kommer på baggrund af, at de to parter havde været i forhold sammen. Da det blev afsluttet, følte manden ikke, at han havde fået en forklaring på, hvorfor forholdet blev afbrudt og lavede derfor de her 334 opkald.
Advaret af politiet
Dog mente kvinden, at hun havde gjort det tydeligt, at forholdet var ovre. Og eftersom at den 55-årige mand stadig prøvede at komme i kontakt med hende, tog hun sagen videre til politiet, som advarede manden - to gange.
Men det stoppede ham ikke. For udover de 334 opkald, var manden også tiltalt for ved flere lejligheder at have opsøgt kvinden. Tre gange tæt ved hendes hjem og to andre gange ved motionsløb i Aalborg og Hadsund.
Da den 55-årige mand modtog dommen i retten, accepterede han den. Han har dog 14 dage til at ombestemme sig og anke dommen.