Reumert-uddeling: Årets bedste børne- og unge forestilling er fra Aalborg
Foto: Louise Dybbro
Fra forestillingen "Dig og mig ved daggry".
Teater Nordkraft har vundet en Reumert-pris for forestillingen "Dig og mig ved daggry".
Det ni år gamle Teater Nordkraft har taget en fin pris med hjem til det nordjyske.
Forestillingen "Dig og mig ved daggry" blev søndag aften hædret med en Reumert-pris for bedste børne- og unge forestilling i 2019.
Uddelingen fandt sted i København, og prisuddelingen har eksisteret siden 1998.
Priserne går til de bedste præstationer inden for scenekunst i løbet af året, og det er den fornemmeste hæder inden for den danske teaterverden.
Dig og mig ved daggry
"Dig og mig ved daggry" er Teater Nordkrafts teaterforestilling om Aalborgs Romeo og Julie. Louise og Liam begår selvmord ved at springe ud fra Limfjordsbroen, lænket til hinanden med håndjern. Deres død er slutningen på en fatal fortælling om ungdom som falder, og starten på den historie Louise aldrig fik fortalt.
Kilde: Teater Nordkraft
Reumert-komiteen begrunder deres uddeling med.
Teater Nordkrafts ensemble fortolkede selvmordet, så den plaskvåde engel fik publikum til at mærke selvmordets ulykkelige logik. Her var kister, kokain og skyldsplagrede forældre - og en kærlighedspanik så realistisk, at det gjorde ondt. Blændende ungdomsteater, også for voksne.
I takketalen var det også en tydeligt glad teaterchef.
- Det var med stor spænding, at vi startede denne nye epoke i Teater Nordkrafts historie. Med et fast ensemble, lokale historier med globalt udsyn og et dedikeret publikum stævnede vi ud i foråret 2018. Sammen med lokale ngo'er satte vi fokus på ensomme unge, og forestillingen satte et spejl op for såvel teenagerne som deres forældre, sagde teaterchef ved Teater Nordkraft, Jakob Tekla Jørgensen, blandt andet i sin takketale.
Også en anden pris gik til det nordjyske.
Bolette Nørregaard Bang fik en Reumert talent-pris for sin rolle som sygeplejerske i Ingmar Bergmans psykologiske thriller "Persona".
Stykket har spillet på Aalborg Teater.
Musicalperformer Monica Isa Andersen, der er fra Aars, fik ligeledes en talentpris for sin medvirken i "Den evige ild" på Bellevue Teater.