Restaurantdyst: La Locanda løb med sejren over Ruths Hotel
Foto: Mads Stenstrup
Onsdag aften dystede restauranterne Ruths Hotel og La Locanda i konkurrencen Bedst i Nordjylland. Vinderen går videre til kvartfinalerne.
Gourmetmad til den helt store guldmedalje blev svunget rundt på tallerkenerne til onsdagens femte indledende runde i madkonkurrencen Bedst i Nordjylland.
Her dystede den italienske restaurant La Locanda mod den fransk-danske restaurant Ruths hotel.
Der kunne dog kun være én vinder - og det blev La Locanda, der har lokaler på CW Obels Plads i Aalborg.
- Vi er rigtig glade og stolte over at vinde. Jeg er så stolt af mit personale, for de havde bare helt styr på det, roser ejer og chefkok hos La Locanda, Carlo Liberati.
- Jeg håber, sejren kan give mere anerkendelse blandt fagfolk, så de ser os mere, fortæller chefkokken, der håber på at gå langt i den samlede konkurrence - trods de stærke konkurrenter.
Konkurrencen de to restauranter imellem var tæt. Hver restaurant vandt to retter hver, og derfor var det den valgte vin til maden, der blev afgørende for, at La Locanda kunne løbe med vindertitlen. Her fik den italienske restaurant tre point mere end Ruths Hotel.
Bedst i Nordjylland
- Madkonkurrence, hvor 16 af Nordjyllands bedste restauranter dyster.
- Den Danske Spiseguide og det nordjyske restaurant-samaarbejde GastroNorth står bag.
- Hver restaurant skal sammensætte og udføre menuer, der skal være med til at skabe opmærksomhed om gastronomien i Nordjylland.
- En fagjury bestående af tre anerkendte kokke afgør hver dyst.
- Alle kan dog købe billetter til arrangementet og selv smage på retterne.
Ruths Hotel: Stor ros til vinderen
Selv om man på Ruths Hotel kunne se sin konkurrent stikke afsted med vindertitlen på denne runde, så var der alligevel masser af ros fra direktør Peter Christian Jensen:
- Det var absolut en værdig kollega at tabe til. Carlo er en utrolig dygtig kok og vært, så skulle jeg tabe til nogen, måtte det gerne være til ham, siger direktøren på Ruths Hotel.
Samlet vinder kåres til foråret
La Locanda går med onsdagens sejr videre til kvartfinalerne, som afholdes i februar og marts. Her mødes alle vinderne af de indledende runder i fire kvartfinaler, der afholdes i februar og marts.
Herefter afholdes to semifinaler i marts og april. Endelig kåres den samlede vinder ved en finale til april/maj.