Rektor får seks år mere på Aalborg Universitet
Aalborg Universitet holder fast i rektor Per Michael Johansen, som får seks år mere på posten.
Rektoren på Aalborg Universitet har de seneste otte år heddet Per Michael Johansen, og det bliver der ikke ændret på.
Universitetets bestyrelse har valgt at ansætte den nuværende rektor for en periode på seks år.
- Det var et stærkt ansøgerfelt, hvor vi blandt andet lagde vægt på ansøgernes resultater som ledere og deres visioner for fremtiden. Her var det tydeligt for ansættelsesudvalget, at Per Michael Johansen var den bedst kvalificerede, siger Lene Espersen, der er formand for Aalborg Universitets bestyrelse.
Har leveret 'verdensklasse'
Per Michael Johansen, som stammer fra Thy, blev udnævnt til rektor på Aalborg Universitet i 2014, hvor han overtog posten fra Finn Kjærsdam.
- Jeg er glad for bestyrelsens tillid, og jeg er stadig meget dedikeret til sammen med de mange dygtige medarbejdere fortsat at udvikle universitetet i en tid, hvor verden har så meget brug for viden, siger Per Michael Johansen.
Ansættelsesudvalget bestod af bestyrelsens formand og næstformand, en repræsentant for medarbejderne, en repræsentant for de studerende og en repræsentant for direktionen.
- Per Michael Johansen har meget kompetent sikret, at Aalborg Universitet i dag står på et solidt økonomisk fundament og har en professionel organisation, hvor medarbejderne på alle niveauer bidrager til at levere uddannelser, forskning og vidensamarbejde, der på områder anerkendes som verdensklasse, siger Lene Espersen.