Rekordmange løber med ved DHL-stafetten
17.000 deltagere løber gennem Kildeparken i Aalborg over tre dage, hvor der er DHL-stafet. Det er det højeste antal nogensinde.
Verdens største motionsløb, DHL-stafetten, går i disse dage løs i Aalborg. Her kan kolleger, kammerater og familier melde sig til i hold på fem personer, som enten løber 25 kilometer eller går 22,5 kilometer tilsammen.
Det er Aalborg Atletik og Motion, der står for stafetten i Aalborg. De har glædet sig til endnu en runde med DHL-stafetten.
- Løbet kan være med til at få flere til at dyrke motion. Det er jo sjovt at se, hvordan flere firmaer har konkurrencer – enten indbyrdes eller med andre firmaer. De vil gerne slå de andre, og det kan også være med til at øge motivationen, siger Jørgen Hein, der er formand for bestyrelsen i Aalborg Atletik og Motion.
En af de grupper, der er massivt tilstede på DHL-stafettens første dag i Aalborg, er ansatte fra Aalborg Universitet. Intet mindre en 1050 ansatte har iført sig matchende, røde trøjer og har skiftet universitetet ud med Kildeparken – det svarer til hver fjerde medarbejder.
En af dem er Jens Dalsgaard Nielsen, der er lektor ved Institut for elektroniske systemer ved universitetet.
- Det er en rigtig god dag. Vi er mange, der mødes, som ikke ser hinanden hver dag, siger Jens Dalsgaard Nielsen.
DHL-stafetten løber over tre aftener. Og i år er opbakningen større end nogensinde før. Her forventes 17.000 personer at løbe med.
- Vi er så glade for opbakningen. Lige nu arbejder vi hen imod at udvide med en ekstra dag i fremtiden, så vi også får fredag med. Vi har ansat en ny event-chef, der blandt andet skal hjælpe med det, siger bestyrelsesformand for Aalborg Atletik og Motion, Jørgen Hein.
Arrangementet har stor betydning for Aalborg Atletik og Motion.
- Det betyder alt. Det er det, der gør, at vi kan holde det niveau, vi har. Vi har 20 dygtige trænere, og vi har eliten, der kan komme til stævner uden at skulle betale så meget for det, og det er på grund af DHL-stafetten, siger han.
Onsdag og torsdag aften går det endnu engang løs med løbefest i Aalborg.