Regnskab: Spar Nord præsenterer overskud på knap en milliard kroner
Foto: Spar Nord
Spar Nord præsenterer et overskud for 2018 på 920 millioner kroner.
Banken kommer ud af 2018 med en bundlinje på 920 millioner kroner efter skat. Regnskabet betegnes af bankens ledelse som tilfredsstillende.
Spar Nord har i dag præsenteret sit årsregnskab for 2018, og banken kommer ud af regnskabsåret med et resultat på 920 millioner efter skat.
Hos bankens ledelse er man tilfredse med resultatet, og ifølge administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby, har man nået et tilfredsstillende resultat på trods af lave renter og vanskelige markedsvilkår.
- I 2018 oplevede vi en stærk udvikling i vores kerneforretning, hvor bank- og realkreditudlån voksede med henholdsvis 6 og 5 procent drevet af en bred efterspørgsel hos vores kunder samt fortsat kundetilgang. Dermed vokser vi hurtigere end markedet, og det vidner om, at vi står stærkt på banen med et godt image, tilfredse kunder og konkurrencedygtige produkter, siger Lasse Nyby i en pressemeddelelse fra Spar Nord.
Resultatet svarer til en egenkapitalforrentning efter skat på 10,8 procent.
Konkurs svækkede resultatet
Spar Nords omkostninger landede i 2018 marginalt lavere end i 2017. Nedskrivningerne steg til 173 millioner kroner, hvoraf størstedelen udgøres af bankens landbrugskunder samt et nyligt tab på en af bankens erhvervskunder som følge af en svindelsag hos kunden.
Der er her tale om grovvarevirksomheden BMG fra Randers, der på grund af sin konkurs fik Spar Nord til at nedskrive forventningerne til regnskabet for 2018 med 80 millioner kroner.
Med det tilfredsstillende resultat ser Spar Nord positivt på fremtiden, hvor man også vil se på mulighed for opkøb af andre forretninger i forhold til at vinde yderligere markedsandele.
- På tværs af geografi og forretningsområder ligger vi højt placeret i målinger af omdømme og kundetilfredshed, og det bestyrker os i troen på, at vi kan fortsætte med at vinde markedsandele i 2019. Vi er desuden fortsat klar til at handle på oplagte muligheder for at udvikle vores forretning igennem opkøb, uddyber Lasse Nyby.
Udbytte på 3,50 kroner per aktie
På baggrund af det tilfredsstillende årsregnskab for 2018 har bestyrelsen indstillet til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte på 3,50 kroner per aktie svarende til en udlodningsprocent på 47.
Banken oplyser også allerede nu, at man forventer at lande et overskud på mellem 700 og 800 millioner kroner i 2019. En del lavere end resultatet for 2018, fordi man ikke får samme engangs-indtjening på bankens andel i henholdsvis Value Invest Asset Management og BankInvest svarende til i alt cirka 230 millioner kroner.
I 2017 lød bankens overskud på 989 millioner kroner.