To nye teststeder oprettes for unge i Aalborg
Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland
Smitten er i øjeblikket høj i Aalborg Kommune, og det er særligt blandt de unge. Derfor opretter Region Nordjylland nu to ekstra PCR-testcentre i byen.
Intet mindre end halvdelen af de smittede personer i Aalborg Kommune har den seneste uge været i alderen 10-29. Det viser tal fra SSI.
For at bremse den udvikling har Region Nordjylland nu valgt ekstraordinært at sætte ind med flere teststeder i Aalborg midtby. Teststederne, der tilbyder PCR-test, kommer til at være åbne fra klokken 15-21, hvor de unge oftest testes, og det er uden tidsbestilling.
FAKTA
Teststederne åbner første gang søndag 30. maj og er åbne til og med fredag den 4. juni.
- Østerbro 9 i Aalborg – det er lige ved siden af Nordkraft.
- Skydebanevej 9, Vestbyen.
Åbningstiden vil begge steder være fra 15.00 til 21.00. Selvom de nye teststeder er målrettet unge mellem 16 og 29 år, så vil andre ikke blive afvist. Der skal blot medbringes sundhedskort.
- Vi åbner teststederne på grund af det høje smittetryk i Aalborg, og så håber vi, at så mange som muligt af de unge vil benytte sig af det, siger formand for regionsrådet, Ulla Astman (S).
Lettere for unge at få PCR-test
Det forventes at hvert teststed har en kapacitet på lidt over 1.000 per dag. I forvejen er borgere i Aalborg Kommune blandt de mest testede i regionen.
- Vi har i forvejen mange hurtigteststeder i byen, så nu sætter vi ind med ensktra PCR-test fordi, at nogle foretrækker den, og fordi den er mere nøjagtig. Men den bliver også nem og mere tilgængelig for de unge, som nu ikke længere skal være afhængig af at bestille tid og få det til at passe med en bus, forklarer Ulla Astman (S).
Da der ikke er tidsbestilling, kan der opstå kø ved de nye teststeder. Planen er, at se efterspørgslen an de første dage og regulere på bemandingen i testcentrene herefter.
Foruden de nye teststeder, som er målrettet unge i Aalborg, så er der stadig fuldt ud åbent på øvrige teststeder i Aalborg Kommune. På grund af den øgede smitte vil Falck også opjustere på hurtigteststederne i byen.