Kort Nyt

Redningsstation i akut mangel: Søger nye medarbejdere

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Ledelsen har ikke været lydhøre overfor os på redningsstationen.

Sådan lød beskeden tilbage i marts, hvor TV2 Nord kunne fortælle, at seks af de 16 medarbejdere på Skagen Redningsstation kollektivt havde opsagt arbejdet som redningsmænd.

Heriblandt var redningsmænd med mange års anciennitet, hvor den mest erfarne havde været 18 år på Skagen Redningsstation.

Medarbejderflugten resulterede desuden i, at man var i fare for at måtte lukke redningsstationen.

TV2 Nord erfarer desuden, at yderligere to medarbejdere stopper på stationen 1. juni, hvorfor medarbejdermanglen er endnu mere akut.

Det sker dog kun, hvis der ikke falder en ny aftale på plads mellem medarbejderne og ledelsen. 

Nu godt to måneder efter de mange opsigelser søger redningsstationen så medarbejdere på sin Facebook-side. 

"Der er ledige stillinger i alle tre kategorier; fastansatte, rådighedsansatte og ansatte i redningsreserven," skriver man. 

Dog er der nogle krav til de kommende kollegaer. Man skal nemlig blandt andet kunne være på stationen på maksimum 15 minutter. Modsat oplyser redningsstationen om, at der ikke er et krav om køn.

"Jobbet er ikke kun for mænd, kvinder er mere end velkomne hos os."

Kommer med opråb til bilister: Isglatte veje flere steder i Nordjylland

Lørdag formiddag beretter Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje flere steder i Nordjylland.

Det er særligt Hjørring-, Frederikshavn- , Thisted-, Aalborg- og Mariagerfjord Kommune, som der er tale om.

Vintervejret fortsætter også ind i weekenden, hvor der forventes byger, og hvor der fortsat vil være koldt, med temperaturer omkring eller under frysepunktet. Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.

'Vær derfor opmærksom, hvis du skal ud at køre, og orientér dig om vejret og trafiksituationen på forhånd og kør efter forholdene,' opfordrer Vejdirektoratet.

Husk det nu: Motorvejstilkørsel spærres i weekenden

I en del af denne weekend er det ikke muligt at benytte Kridtsvinget både til og fra motorvej E45.

Årsagen er, at stibroen over Kridtsvinget tæt på Limfjordstunnelen skal fjernes.

Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Nedrivningen af stibroen foregår i dagtimerne lørdag 23. november, men arbejdet betyder, at til- og frakørsel 23 Aalborg N på E45 lukker fra omkring klokken 6 lørdag morgen. Arbejdet forventes færdigt søndag morgen klokken 6, hvor til- og frakørslen igen åbner.

Anderledes biljagt: Kvinde jagtet gennem byen af taxa

Klokken 0.52 natten til lørdag forgik der en anderledes biljagt i Aalborgs gader.

Her jagtede en taxa nemlig en 40-årig kvinde, efter kvinden havde kørt op bag i taxaen på Vesterbo og efterfølgende var stukket af.

- Taxaen følger efter hende til de ender i Egholmsgade, der er en lukket vej. Her kan han så holde hende, mens han ringer til os, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Da politiet ankommer, kan de se, at kvinden er fuld. Hun nægter desuden at give sit navn og fødselsdato til politiet.

- Hun blev anholdt og har sovet rusen ud på politigården, men hun er løsladt nu, forklarer vagtchefen.

Kvinden er sigtet for spirituskørsel, for at nægte at udgive oplysninger, som man har pligt til at oplyse til politiet, og for at stikke af fra ulykken.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.