Redningsstation i akut mangel: Søger nye medarbejdere
- Ledelsen har ikke været lydhøre overfor os på redningsstationen.
Sådan lød beskeden tilbage i marts, hvor TV2 Nord kunne fortælle, at seks af de 16 medarbejdere på Skagen Redningsstation kollektivt havde opsagt arbejdet som redningsmænd.
Heriblandt var redningsmænd med mange års anciennitet, hvor den mest erfarne havde været 18 år på Skagen Redningsstation.
Medarbejderflugten resulterede desuden i, at man var i fare for at måtte lukke redningsstationen.
TV2 Nord erfarer desuden, at yderligere to medarbejdere stopper på stationen 1. juni, hvorfor medarbejdermanglen er endnu mere akut.
Det sker dog kun, hvis der ikke falder en ny aftale på plads mellem medarbejderne og ledelsen.
Nu godt to måneder efter de mange opsigelser søger redningsstationen så medarbejdere på sin Facebook-side.
"Der er ledige stillinger i alle tre kategorier; fastansatte, rådighedsansatte og ansatte i redningsreserven," skriver man.
Dog er der nogle krav til de kommende kollegaer. Man skal nemlig blandt andet kunne være på stationen på maksimum 15 minutter. Modsat oplyser redningsstationen om, at der ikke er et krav om køn.
"Jobbet er ikke kun for mænd, kvinder er mere end velkomne hos os."