Randers trak det længste strå i intenst opgør mod AaB
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
AaB kom på banen i Aalborg som lyn og torden, men Randers fik taget luften af ballonen i anden halvleg og vendte et truende nederlag til sejr.
De tre nordjyske Superliga-mandskaber lykkedes søndag med at skrabe så få point sammen, som det overhovedet var muligt.
Efter en vild 3-3-oplevelse i Hjørring hvor Hobro langt inde i overtiden sikrede sig uafgjort mod Vendsyssel, smed AaB nemlig en tidlig føring væk mod Randers, som - da kampen blev fløjtet af - endte med at vinde 2-1.
Dermed blev det til i alt to point til de tre hold, og i nedrykningsspillets gruppe to hvor alle tre hold spiller, var det dermed kun gruppens fjerde hold Randers, der har noget at juble over efter rundet.
Lynscoring og massivt pres
AaB kom ellers på banen i Aalborg som lyn og torden og efter blot tre minutters spil bragte nordjyderne sig foran 1-0 på et mål af Frederik Børsting.
AaB fortsatte stilen resten af halvlegen og lagde massivt pres på Randers, der kun i glimt viste, at de også kunne holde på bolden. Hjemmeholdet AaB havde da også flere muligheder for at udbygge føringen, men da pausefløjtet lød stod der fortsat 1-0 på tavlen.
Endnu en lynscoring
Til gengæld skulle der, da kampen blev fløjtet igang igen, gå endnu kortere tid før netmaskerne blafrede. Og det var desværre i AaB-målet, bolden landede.
Under et minut skulle Randers' Saba Lobjanidz i samarbejde med Marvin Egho bruge på at passere Jacob Rinne. Og otte minutter senere skete det så igen, da sammen Saba Lobjanidz sendte et hjørnespark tæt ind mod stolpen. Her fik AaB's egen Kasper Pedersen rettet bolden af og snød Jacob Rinne i målet.
Kampen var nu pludselig vendt på hovedet og AaB pressede igen massivt på for et mål. Flere gange kom nordjyderne tæt på og i to omgange var det kun træværket, der var i vejen for et udlignende AaB-mål.