Radiograf fik bivirkninger af vaccine: - Jeg lå og rystede om natten
Region Nordjylland har stadig fuld tillid til brugen af AstraZeneca-vaccinen, selvom bivirkningerne ved vaccinen allerede har betydet sygemeldinger. I går kunne vi fortælle, at nordjyske sygehusafdelinger blev pressede af en række sygemeldinger som følge af vaccinationer, og at regionen derfor ændrer sin vaccinestrategi. Men bivirkningerne ved AstraZeneca er stadig bedre end alternativet, lyder det fra en af dem, der har oplevet det på egen krop.
Region Nordjylland vaccinerer færre fra sundhedspersonalet ad gangen, efter flere har oplevet bivirkninger, der har krævet en sygemelding.
Hun havde forventet at få svage bivirkninger af det lille prik på skulderen, men for radiograf på Aalborg Universitetshospital Majbritt Nielsen blev det en del voldsommere.
- Da jeg skulle i seng, fik jeg kulderystelser og feber i løbet af natten. I løbet af lørdagen lå jeg og sov det meste af dagen og havde ondt i hovedet, som om der var en influenza på vej, fortæller hun.
Majbritt Nielsen var ellers begejstret over tanken om, at hun som frontpersonale, der er i tæt kontrakt med potentielt smittede nordjyder, var en af de første i landet til at få vaccinen.
- Jeg synes, det er dejligt at være kommet i gang med vaccinationen – at det endelig er blevet vores tur til at blive vaccineret, fortalte radiografen til TV2 Nord.
Da jeg skulle i seng, fik jeg kulderystelser og feber i løbet af natten. I løbet af lørdagen lå jeg og sov det meste af dagen og havde ondt i hovedet, som om der var en influenza på vej
Majbritt Nielsen, radiograf, Aalborg Universitetshospital
Men vaccinen fra Astra Zeneca gav altså et værre forløb end beregnet.
- Cirka 20 procent af de, der vaccineres, oplever milde bivirkninger ved vaccinen. Det er der ikke noget usædvanligt i. En lille procentdel vil også opleve bivirkninger, der kræver et par dages sygemelding. Det er sådan set også normalt. Men når man vaccinerer flere hundrede ansatte på et sygehus, så kan andelen, der skal sygemeldes alligevel påvirke driften, så derfor ændrer vi en smule i vores vaccinationsstrategi, forklarer lægefaglig direktør ved Regionshospital Nordjylland, Søren Hjortshøj.
- Det er vigtigt, vi hele tiden har personale på sygehusene, og derfor justerer vi hele tiden ind og vaccinerer vores personale i lidt mindre grupper, så vi ikke riskerer at stå med en afdeling, der er affolket, siger han.
- Vi retter løbende ind
Også regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), erkender, at man er bekendt med bivirkninger, og at man derfor hele tiden retter handlingsplanen til, efterhånden som man bliver mere oplyst.
- Det er jo svært at vide med bivirkningerne. Vi har lagt strategerien ud fra de beskrivelser, vi har haft. Derfor retter vi løbende ind, siger hun.
Det sker efter flere sygemeldinger fra personale, der er blevet vaccineret med coronavaccine fra Astra Zeneca.
Rent praktisk betyder det, at man fremover vil nøjes med at vaccinere en tredjedel af en sygehusafdeling af gangen i stedet for halvdelen. Dermed nedbringes antallet af samtidige sygemeldinger.
Selvom radiograf Majbritt Nielsen har døjet med slemme bivirkninger, fortryder hun ikke vaccinen:
- Jeg ville lade mig vaccinere igen, fordi jeg er overbevist om, at hvis jeg fik sygdommen COVID-19, ville jeg være mere syg end, end jeg blev nu.