Rådmand om brændende skole: Mange udrykninger til stedet det seneste år
Selvom Løvvangskolen er forladt, har kommunen ofte været kaldt ud på stedet på grund af vedvarende hærværk.
Den forladte skole i Nørresundby, Løvvangskolen, står mandag formiddag i flammer.
Nordjyllands Politi ved endnu ikke, hvordan branden er opstået, men efterforsker, om branden er påsat.
- En af vores arbejdshypoteser er, at det kan være en påsat brand, og det skal den efterfølgende efterforskning forsøge at afdække, siger indsatsleder Thomas Trudslev fra Nordjyllands Politi.
Og helt forladt har skolen da heller ikke været.
Hos Aalborg Kommune er meldingen således fra rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V), at man gennem de seneste år har været nødsaget til at rykke ud mange gange.
- Vi har haft en del udrykninger, fordi skolen har fået ødelagt vinduer, og det er ikke nogen hemmelighed, at der har været folk inde og filme på skolen i flere omgange, indleder han over for TV2 Nord.
Selvom planen ellers før branden var, at skolen skulle rives ned, har man prioriteret at rykke ud, når alarmen er gået, fortæller rådmanden videre:
- Der ligger jo fortsat en skoletandpleje i bygningerne, som er aktiv. Vores mål har været at beskytte den. At klinikken stadig ligger der, er også hele grunden til, at vi ikke er gået i gang med nedrivningen endnu.
Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set personer eller køretøjer i området omkring skolen søndag aften i tidsrummet fra klokken 21 til 21.30.
Skolen brænder ned
En nedrivning bliver da heller ikke aktuel. Bygningen ser nemlig ikke ud til at kunne reddes, og det forventes, at hele Løvvangskolen brænder ned, fortæller TV2 Nords reporter på stedet.
- Der er sket en opblusning flere steder i bygningen, siger indsatsleder Henrik Christensen fra Nordjyllands Beredskab.
Han fortæller, at beredskabet er i gang med at fælde træer i nærheden af skolen, så branden ikke spreder sig yderligere.
Lagde video op
Der florerer også videoer af Løvvangskolen, hvor der udbrød brand i går aftes 21.30, på det sociale medie Tiktok.
Den sidste video er et døgn gammel.
På optagelserne kan man blandt andet se musiklokaler, hvor der stadig står instrumenter og biologilokaler, hvor der er udstoppede dyr.
Videoen er lavet af såkaldte urban explorers, som er personer, der udforsker forladte bygninger og ruiner.
@exploringdenmark Flere videoer fra den kæmpe forladte skole 🇩🇰🏫 #urbex #urban #exploring #fyp #fy #f #abandoned
♬ original sound - Ibiza Records