Pyro og protester: - Det er simpelthen den største forbrydelse
Store Bededag blev sidste år afskaffet, og det giver protester i gaderne i Aalborg.
Det kunne minde om en AaB-kamp i gaderne i Aalborg i dag, hvor romerlysene er taget med til demonstration.
En demonstration mod afskaffelsen af Store Bededag, som en hel del har været samlet til fredag, hvor Store Bededag skulle have været.
- Det er simpelthen den største forbrydelse for os, fordi vi skal jo knokle løs. Mange af de unge mennesker, de skal knokle til, de bliver 74, og det er mange feriedage, de mister her, fortæller Jan Nielsen, tillidsrepræsentant hos Post Nord.
Og selvom Store Bededag allerede er væk, så tror Jan Nielsen på, at demonstrationen gør en forskel.
- Vi kan også vinde den i overenskomstforhandlinger på et eller andet tidspunkt. Så vi må stille nogle krav. Og her viser vi i den grad vores utilfredshed, siger Jan Nielsen.
Men kan det ændre noget?
- Det synes jeg da, at vi altid gør i fagbevægelsen. Der får vi temmelig ofte nogle stærke krav igennem. De brokkede sig jo over vores sjette ferieuge. Den blev jo også forhandlet hjemme via overenskomstforhandlinger. Så kan det også være, at vi kan skubbe noget her.
Ikke i orden
Det er en gruppe af murere, tømrer, tagdækkere, betonarbejdere og flere til, der er mødt frem til protesten
Tillidsrepræsentanten er også tilfreds med fremmødet til demonstrationen, hvor flere busser bliver fanget bag demonstrationen. Det samme er tagdækker, Tommas Høgh Jensen.
- Jeg synes, det ser fint ud. Vi kan altid være flere. Det er bedre at sige noget, end bare at tie stille. Vi skal give vores mening til kende, siger han.
Han synes, det er meget vigtigt at markere utilfredsheden.
- Vi har et job, hvor vi bliver fysisk nedslidte. Vi har hårde jobs. De bliver ved med at sige, at vi skal arbejde mere og mere og piller ved vores overenskomster og den danske model. Det er ikke i orden, siger Tommas Høgh Jensen.