Protest mod Mette Frederiksen i egne rækker: - Det er meget usædvanligt
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Find hele TV2 Nords interview med Mette Frederiksen på tv2nord.dk eller TV2 Play
Det hele foregik i Vejgaard Hallen torsdag aften.
Opbakningen til statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen slår sprækker. Mindst to delegerede undlod at stemme på partiformanden, da hun torsdag aften blev genvalgt som folketingskandidat.
Det hele foregik i Vejgaard Hallen torsdag aften, hvor 27 delegerede skulle vælge Aalborg Østkredsens næste folketingskandidat.
Kun Mette Frederiksen stillede op - men alligevel opnåede hun ikke fuld opbakning. I stedet blev hun mødt af partikammerater, der var bekymrede over Socialdemokratiets politiske linje, og det resulterede altså i, at mindst to delegerede ikke kunne stemme for Mette Frederiksen som folketingskandidat, men i stedet undlod at stemme.
Meget usædvanligt
Ifølge TV2 Nords politiske analytiker, Søren Wormslev, er det meget usædvanligt, at en partiformand og siddende statsminister møder kritik i sin egen valgkreds.
- Normalt rejser man sig blot op og klapper, når man skal vælge en kandidat, der i forvejen er medlem af Folketinget, så det er meget usædvanligt, at i hvert fald to delegerede ikke stemmer for en partiformand, der også er statsminister, forklarer han.
Ifølge TV2 Nords kilder er det utilfredshed med Socialdemokratiets politik, der har fået især den nordjyske fagbevægelse til at markere sin utilfredshed, som altså kulminerede med blanke stemmer ved valget af Mette Frederiksen som folketingskandidat i Aalborg Østkredsen.
Se hele interviewet herunder:
- Jeg tror, at nogle af de delegerede socialdemokrater, som også er ledende i fagbevægelsen, har haft behov for at markere, at de har været meget utilfredse med fjernelsen af store bededag. Jeg tror til gengæld stadig, at der er stor opbakning til Mette Frederiksen i Aalborg Østkredsen, men flere blanke stemmer er et signal, siger Søren Wormslev.
Tv2 Nord har forgæves forsøgt at få oplyst, hvor mange stemmer der var blanke på torsdagens repræsentantskabsmøde. Hverken Susi Bolander, der er formand for Aalborg Østkredsen, eller næstformand Michael Mansdotter har ønsket at udtale sig i sagen.