Privat hjemmepleje indstiller øjeblikkeligt plejen i Aalborg Kommune
Foto: Tommy Kofoed, Scanpix
Plejeleverandør OP Plejeservice ApS indstiller tirsdag sin levering af pleje til de ældre i Aalborg Kommune.
OP Plejeservice ApS ophører tirsdag deres levering af pleje til de ældre i Aalborg Komme. Det sker efter firmaet i to til tre år har kørt med underskud på plejeservicen til Aalborg Kommune.
- Vi regner med at blive erklæret konkurs i morgen af de ansattes fagforening FOA, siger direktør for OP Plejeservice Ole Pedsersen til TV2 Nord.
Efter Plejeleverandørens exit er det nu Hjemmepleje Aalborg, som overtager den pleje, de berørte borgere har brug for. I alt drejer det sig om 48 ældre bosat i Nibe-området.
- Alle vil fortsat få den hjælp til personlig pleje, som de har behov for, siger rådmand Thomas Krarup, og fortsætter:
- Det er beklageligt, når en af vores leverandører under frit valg ophører og naturligvis særligt beklageligt, når leverandøren vælger at lukke med få timers varsel mellem jul og nytår. Vi har overblik over de berørte borgere, som modtager hjælp til personlig pleje, og dem tager vi hånd om allerede i dag.
Thomas Krarup lægger ikke skjul på, at det er ærgerligt, at leverandøren vælger kun at give kommunen fire timers varsel - især når lukningen sker netop mellem jul og nytår, hvor alle ved, at mange medarbejdere er på juleferie.
Thomas Krarup vil slet ikke udelukke, at der kommer et juridisk efterspil i forhold til firmaet.
- I første omgang koncentrerer vi os om at tage vare på borgerne. Så må vi kigge på mulighederne for at kræve de ekstraudgifter dækket, som OP Plejeservice ApS via det korte varsel har påført kommunen, siger han.
Situationen betyder, at de berørte borgere kan opleve at få hjælp lidt forsinket i dag. Men Aalborg Kommune vil sørge for, at alle borgere får den nødvendige hjælp. Alle berørte borgere vil i løbet af dagen få leveret et brev med information om lukningen og at kommunens egen hjemmepleje sørger for at levere hjælpen, indtil borgerne får valgt en erstatning for OP Plejeservice ApS.
OP Plejeservice forsætter med at levere rengøring og haveservice.