Prestigefyldt pris går til Aalborg-virksomhed bag scanningsrobot
Foto: Life Science Robotics
Robotten Hera scanner gravide ved hjælp af synsteknologi og joystick-styring.
Aalborgensiske Life Science Robotics står ud over scanningsrobotten også bag en robot, der kan hjælpe patienter med genoptræning.
Robotarmen danser over den gravide mave - men i stedet for at det er sonografens hånd, der fysisk flytter scanneren, bruger hun et joystick til at bestemme robottens placering.
På den måde skåner hun sine hænder og skuldre fra uhensigtsmæssige arbejdsstillinger.
Hera, som er robottens navn, har netop i den forgangne måned haft sin debut på Aalborg Universitetshospital - nu har virksomheden bag fået overrakt årets initiativpris fra DI Aalborg.
- Danmark står stærkt inden for sundhedsteknologi, og det her projekt viser, hvordan innovation og digitalisering kan løse kritiske udfordringer både lokalt og globalt, siger Peter Birkegaard, bestyrelsesleder i DI Aalborg.
Hjælper også ældre
Ud over Hera står virksomheden også bag robotten Robert, som kan hjælpe patienter i genoptræningen med forskellige øvelser efter lammelser grundet hjerneskader.
Den er solgt til 12 forskellige lande, mens den bruges 16 forskellige steder i Danmark.
Den vil også kunne hjælpe det stigende antal ældre, som kommer de kommende år.
- Virksomheder skaber udvikling og løser problemer. Det har sundhedssektoren stærkt brug for, da vi får færre unge og flere ældre. Life Science Robotics bygger en vigtig bro til sundhedssystemet og gør allerede en forskel, både nationalt og internationalt, siger Peter Birkegaard.
Trods potentialet for robotterne Robert og Hera, hersker der også udfordringer, siger direktør for Aalborg-virksomheden, Keld Thorsen.
- Vi startede med fokus på internationalisering, og i Sydøstasien er teknologiintegrationen i sundhedssektoren langt fremme. Efterspørgslen her er høj, og markedsadgangen nem. I Europa og Norden er markedet mere konservativt, men vi er godt på vej, siger han.
Alligevel er håbet at færdigudvikle flere robotter og ende blandt de førende indenfor neurorehabilitering, lyder ambitionen fra virksomhedens direktør.