Populært museum er dækket af alger
Museet er faktisk helt hvidt. Det kan man bare ikke se.
Museet på Lindholm Høje er en af Nordjyllands største turistattraktioner, men Aalborg Kommune har i flere år ikke sørget for at holde den arkitekttegnede bygning i pæn og ordentlig stand udvendigt.
Nu er den efterhånden dækket til i misfarvende alger, og det ærgrer både museet og restauratøren i huset.
FAKTA
Lingholm Høje Museet blev doneret til byen i 1989 af Aalborg Portland i forbindelse med cementvirksomhedens 100 års jubilæum.
Byggeriet stod færdigt i 1992 - ikke bare som en ny museumsbygning, men også som et vartegn for Aalborg Portlands hvide cement; Portland White.
Derfor ærgrer det museumsdirektøren Lars Nørbach fra Nordjyske Museer, at bygningen nu har alle andre farver end hvid:
- Det skal stå knivskarpt hvid, og det er simeplthen ikke værdigt, at det ser ud som det gør nu. Ydervæggene er dækket af grønne, røde og grå alger, som skæmmer bygningen, siger Lars Nørbach.
Kosmetik bliver ikke prioriteret
Også direktøren på Café Lindholm, der driver sin restaurant i bygningen er træt af den beskidte facade:
- Beliggenheden og stedet er en stor perle, som tiltrækker gæster fra hele verden, så ærgrer mig da sindsygt meget, at det hele spiller pånær, at vi får en renere facade. Vores gæster påtaler det og spørger hvorfor vi ikke får det ordnet, siger Henrik Mouritzen.
Ifølge Lars Nørbach står museet selv for den indvendige vedligeholdelse, mens Aalborg Kommune har stået for den udvendige. Det erkender bygningschef Peter Munk, AaK Bygninger i Aalborg Kommune:
- Vi følger en politisk prioriteret rækkefølge for vedligehold, hvor for eksempel huller i et tag og skimmelsvamp kommer før algebelægning på en hvid bygning. Her er der tale tale om kosmetisk vedligehold, som ikke truer bygningen og som derfor bliver prioriteret lavt lige nu, siger Peter Munk.
Aalborg Kommune har foreslået museet selv at at betale for at få facaden renset. Det koster ifølge et tilbud ca. 130.000 kr. Men den regning har Lars Nørbach ikke tænkt sig at betale uden sværdslag:
- Mig bekendt er der ikke ændret på den praksis, at vi vedligeholder indendørs – og kommunen står for det udendørs, så hvis ikke der bliver ændret på det politisk vil vi ikke betale, siger Lars Nørbach.
Lindholm Høje rummer ud over museet verdens største udgravede begravelsesplads fra vikingetiden og tilbage til år ca. 400 efter Kristus. Hvert år besøger 30.000 gæster museet – halvdelen fra udlandet og ca. 50.000 gravpladsen, der rummer mere end 700 stensatte gravsteder og skibssætninger.
- Det er en unik lokalitet og absolut en topattraktion, som er kendt verden over og har haft stor betydning for arkæologien. Vi har netop i her har kunnet følge gravskikken gennem århundrede og på den måde kunnet datere de fund, der er kommet frem ved udgravningerne. Men vi ville jo gerne kunne præsentere vores egn og vores museum for de mange turister, som kommer her hvert år, siger Lars Nørbach.