Politikere vil sige undskyld til kostskole-ofre - men pengepungen gemmes stadig væk
Det tyder på, at der er enighed omkring en kommunal undskyldning mandag før byrådsmødet.
Gravenshoved Kostskole har fyldt meget i snakken i Aalborg, efter der mandag den 9. januar kom en uafhængige advokatundersøgelse af forholdene på den tidligere kostskole, som Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt drev frem til starten af 1990'erne.
Mandag eftermiddag til Aalborg Kommunes byrådsmøde er Gravenshoved derfor også på listen over emner, der skal diskuteres.
Undskyldning på sin plads
31 byrådsmedlemmer skal her diskutere advokatundersøgelsen af Gravenshoved Kostskole, og her håber flere byrådsmedlemmer på enighed omkring en kommunal undskyldning.
- Vi går ind til drøftrelser med bevisthed om, at det er en ganske frygtelig og tragisk historie, der er om den her kostskole, og vi mener, at det absolutte mindste, vi kan gøre for de her elever er at give dem en undskyldning, understreger Anna Aaen (Ø).
- Jeg forventer, at vi som byråd kan blive enige om at stå sammen om en eller anden form for undskyldning til de nu voksne mennesker om den oplevelse, de har haft på en skole, som Aalborg Kommune har haft ansvaret på, bakker Kristoffer Hjort Storm (UP) op.
- Vi tænker, der er behov for at give en kommunal undskyldning. Det er det mindste, vi kan gøre. Det har været vores ansvar i kommunen, siger Peter Larsen (F).
Herunder kan du se interviews med Anna Aaen og Kristoffer Hjort Storm:
Økonomisk erstatning
Om der skal gives en økonomisk erstatning til Gravenshoved-ofrene, kan byrådsmedlemmerne ikke komme nærmere ind på, men flere af dem peger dog på, at en juridisk vurdering er på sin plads.
- Vi mener også, der er behov for en nærmere afklaring i forhold til kommunens egentlige ansvar. Så vi ønsker en juridisk vurdering om det kommunale ansvar. Altså har kommunen været bekendt med de her overgreb og i så fald i hvilken grad. Det vil vi have klarhed over, fortæller Peter Larsen og fortsætter.
- Om der også skal gives erstatning til eleverne kommer an på resultatet af vurdering. Det er også et spørgsmål om overgrebets karakter. Derfor bør en eventuel erstatning også fordeles på individuelt niveau alt efter, hvad eleverne har været udsat for.
Det er en ganske frygtelig og tragisk historie
Anna Aaen
Byråds-kollegaerne er ligeledes enige i den juridiske vurdering.
- Vi er ikke jurister os, der sidder i byråder, men det er klart, at vi mener, at man skal have en juridisk undersøgelse, så vi kan finde ud af, om der er grundlag for at udbetale erstatning til de her mennesker, fortæller Anna Aaen.
- Det er vigtigt, at man skiller de to ting af. Kommunen kan godt gå ud og sige undskyld for noget, som er kommunens ansvar, men i forhold til det økonomiske, tror jeg, at vi skal have en eller flere jurister ind over og se på, hvordan skal vi gøre det her, for vi må som kommune ikke bare udbetale penge, der skal være et lovgrundlag for det, forklarer Kristoffer Hjort Storm.
Tage ansvar som kommune
Dengang Gravenshoved-sagerne forløb sig, var de nuværende byrådsmedlemmer ikke på ansvarsposten, alligevel mener de alle, at de som nuværende byrådsmedlemmer må tage et ansvar for kommunen.
- Dengang amterne blev nedlagt, der overtog vi ansvaret, og så vedtog vi også arv og gæld fra de institutioner, vi overtog. Vi er hurtige som byråd til at tage æren for ting, der ikke er sket i vores periode, derfor er vi også nødt til at tage ansvaret for de tragedier, der er sket, fastslår Anna Aen.
- Vi er valgt til at tage ansvar for Aalborg Kommune, også for ting, som ligger længere tilbage. Vi siger ikke undskyld personligt, som byrådspolitiker, men på vegne af kommunen, konstaterer Kristoffer Hjort Storm.