Politiker skal i landsretten med bødesag
Foto: Monica Højer
Landsretten skal tage stilling til sagen, som tidligere har kostet Erik Høgh-Sørensen en bøde i byretten.
Var det ulovligt, da den nordjyske politiker Erik Høgh-Sørensen tilbage i juli 2020 delte et Twitter-opslag med billeder og identitet på en gerningsmand til en voldssag?
Det skal Vestre Landsret efter planen tage stilling til tirsdag.
Byretten i Hjørring svarede med et ja - og en bøde på 7.500 kroner - da sagen blev behandlet der i september sidste år, men Erik Høgh-Sørensen kaldte dommen forkasteligt og ankede den til Vestre Landsret.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til tirsdag 4. oktober ved Vestre Landsret.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Delte navn på Twitter
Sagen handler om en voldssag fra Sønderborg. I forbindelse med sagen lavede Twitter-profilen @friedanske et opslag om sagen, som indeholdt billede af gerningsmanden, hans navn og navnet på det pizzeria, som hans familie drev.
Erik Høgh-Sørensen retweetede opslaget, og videregav altså dermed foto af manden, hans navn og navnet på familiens pizzeria.
Politiet vurderede, at den kendte politiker dermed gjorde sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 264, der handler om uberettiget videregivelse af oplysninger eller billeder om en andens private forhold.
Erik Høgh-Sørensen blev derfor tiltalt og indbragt for byretten i Hjørring, som altså for et år siden gav politiet medhold og idømte Høgh-Sørensen en bøde på 7.500 kroner.