Politiet satte massivt ind i eftersøgning efter tysk dreng
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Nordjyllands Politi havde fire patruljevogne og hundepatrulje i Hou og Hals-området for at lede efter forsvundet tysk dreng
Det var enhver forældres mareridt, et tysk ægtepar onsdag fra klokken 14 og frem til klokken 22 måtte gennemleve; deres 12-årige søn var pist forsvundet.
Den tyske familie, der ferierer i et sommerhus i Hou, var taget til marked i Hals onsdag eftermiddag, og pludselig forsvandt drengen efter et mindre skænderi med forældrene.
Forældrene kontaktede hen under aften Nordjyllands Politi, da de ikke selv kunne finde ham og ej heller havde set eller hørt fra ham. Den 12-årige dreng havde hverken penge eller telefon på sig. Og forældrene var naturligvis ude af dem selv.
Nordjyllands Politi satte ind med flere patruljer og hundepatrulje i sommerhusområdet i Hou og ligeledes i området længere syd på ved Hals.
Hverken politi eller forældre regnede med den 12-årige dreng kunne finde hjem til sommerhuset, da det var første gang, familien var der.
Men de blev heldigvis få minutter i klokken 22 onsdag aften klogere.
For da opdagede politiet, at den 12-årige dreng kom gående på Strandvejen ved Bisnap - og i god behold. Derefter kunne politiet lykkeligvis forene søn og forældre.