Politiet efterlyser to mænd mistænkt for røveri i tog
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi efterlyser to yngre mænd, som er mistænkt for at have begået et røveri i et tog nær Skalborg Station.
Nordjyllands Politi efterlyser to mænd, som politiet sætter i forbindelse med et røveri, der blev begået i et tog ved Skalborg Station natten mellem den 27. og 28. marts.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Røveriet skete cirka klokken 01.50 natten til den 28. marts i et nordgående tog, da det var omkring Skalborg Station. Her truede den ene af de to mistænkte mænd med en kniv en 18-årig mandlig togpassager til at udlevere kontanter.
Politiet har siden efterforsket sagen, men har ikke kunne klarlægge de formodede gerningsmænds identitet. Derfor efterlyser Nordjyllands Politi dem nu med foto, der blev fanget af overvågningen, da de cirka klokken 01.57 stod af på Aalborg Banegård.
- Der er tale om et røveri-forhold, som vi ser med stor alvor på. Derfor vil vi nu gerne have offentlighedens hjælp til at identificere de to formodede gerningsmænd. Ring til os på 114, hvis du genkender de to mistænkte, siger politikommissær Kenneth Rodam, der er ansvarlig for efterforskningen.
Kan være fra Aarhus-området
Politiets efterforskning i sagen har vist, at de to formodede gerningsmænd formentlig er steget på toget omkring Aarhus, og derfor kan de mistænkte have bopæl i det område.
Den ene formodede gerningsmand karakteriseres som dansk af udseende, 15 til 20 år, 170 til 175 centimeter høj og almindelig af kropsbygning. Han talte dansk med accent og var iført en sort Moncler-jakke, mørke joggingbukser, sort mundbind, en lille sort sidetaske og en mørk hue med hvidt logo i panden, hvor der stod "Moncler".
Den anden formodede gerningsmand er ligeledes dansk af udseende, 15 til 20 år, 175 til 180 centimeter høj og almindelig af kropsbygning. Han talte dansk med accent og var iført sort North Face-jakke og lyse bukser. Han bar mundbind, mørk hættetrøje og medbragte en sort Nike-skuldertaske.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.