Politiet efterforsker intenst efter skyderi i Aalborg
En ung mand er blevet indlagt efter skudepisoden. Politiet efterlyser mørk scooter.
En mand er blevet indlagt med et skudsår efter der natten til søndag har været skyderi i Aalborg. Klokken 00.42 blev politiet kaldt ud til et færdselsuheld på Hadsundvej. Da politiet nåede frem, viste det sig, at der var flere skudhuller i bilen.
Senere på natten, klokken 02.59, fik Nordjyllands Politi en anmeldelse af en tilskadekommen mand på Vesterbro. Det var en 22-årig mand, der var blevet ramt af skud i hoften. Han blev kørt på sygehuset og er uden for livsfare.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.
- Vi efterforsker intenst for at finde gerningspersonerne til det her. Skudafgivelse i det offentlige rum er helt uacceptabelt. Det sætter vi omgående massivt ind over for, lyder det fra vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er ansvarlig efterforskningen.
Frank Olsen siger, at det er en aktuel
uro i lokale kriminelle netværk i Aalborg, der ligger til grund for skudepisoden.
- Vi har siden sidste sommer haft et intenst og målrettet fokus på disse kriminelle netværk og de personer, der indgår heri, siger han. Frank Olsen vil ikke gå i detaljer om disse netværk af hensyn til politiets indsats, men han siger, at det er politiets opfattelse, at uoverensstemmelserne relaterer sig til narkomarkedet og gammelt uvenskab.
Der skal nu gennemføres tekniske undersøgelser ligesom vidner også skal afhøres.
Politiet vil derfor gerne høre fra borgere, der har viden om, hvad der er sket formentlig omkring adressen Hadsundvej 182 klokken 00.42. Her er de særligt interesserede i en mørk scooter med to personer, der er set omkring gerningstidspunktet.
- Vi opfordrer alle, der har set denne scooter med to personer omkring gerningstidspunktet – eller ligger inde med viden om sagen – til at ringe til os på 114, siger Frank Olsen.