Politi søger vidner i sag om knivstikkeri
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi håber på offentlighedens hjælp i sagen om et knivstikkeri i Nørresundby midt i april.
Nordjyllands Politi har mandag udsendt endnu en efterlysning efter vidner i sagen om et knivstikkeri i Nørresundby natten mellem 16. og 17. april.
Her blev en 24-årig mand klokken 04.17 fundet på Strandgade i Nørresundby med svære skader efter knivstik i maven. Gerningsmanden er stadig på fri fod.
- Vi har afhørt de i alt syv personer, der finder ham og slår alarm, men vi kan på trafikkameraerne i området se, at der er en del gående og kørende trafik over Limfjordsbroen, og vi håber, at de vil henvende sig, hvis de har set noget op til eller efter gerningstidspunktet, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Mere specifikt efterlyser politiet personer, der har krydset Limfjordsbroen mellem 02.30 og 04.00.
Den 24-årige mand var i flere dage i livsfare efter knivoverfaldet, og han er siden blevet lagt i medicinsk koma.
Seneste nyt om mandens tilstand fik Nordjyllands Politi lørdag hvor meldingen fra Aalborg Universitetshospital var, at hans tilstand er stabil og at han umiddelbart er uden for livsfare. Man vil senere på ugen forsøge at tage det 24-årige offer ud af den medicinske koma, og herefter kan en afhøring måske afsløre, hvad der skete optil knivoverfaldet.
Har man set noget i det angivne tidsrum hører Nordjyllands Politi meget gerne om det. De kan kontaktes på telefon 114.