Politi med opsigtsvækkende udmelding efter storbrand
Det har stadig ikke været muligt at efterforske den potentielt påsatte storbrand.
Nordjyllands Politi har fortsat ikke haft mulighed for at lave brandtekniske undersøgelser på den storbrand, der for en uge siden raserede den nedlagte Løvvangskolen i Nørresundby.
Det har Nordjyllands Politi netop meldt ud.
Af samme årsag, fordi farlige brandlommer har umuliggjort indtræden på skolen, har politiet nu bedt en ingeniør om at beregne, hvornår det er forsvarligt at gå ind.
Det bekræfter Carsten Straszek, politikommissær ved Nordjyllands Politi og leder af efterforskningen til TV2 Nord.
Men efterforskningen har bestemt ikke ligget stille, oplyser Carsten Straszek imidlertid.
En lang række afhøringer har politiet nemlig foretaget af folk, der selv har meldt sig.
I løbet af søndagen, før branden brød ud, har flere end 20 personer været inde på skolen.
- De var der, fordi der, i dagene før, havde floreret billeder af skolen på sociale medier, så de var nysgerrige, siger Carsten Straszek, og fortsætter:
- Flere af dem var voksne med børn, som ville vise, hvor de selv havde gået i skole. Og alle dem, der har meldt sig selv, var netop voksne med børn, siger politikommissæren.
Teorien har, siden branden brød ud, været, at den skulle være påsat.
For en uge siden var forventningen - eller forhåbningen - at man i slutningen af sidste uge ville få adgang til den enorme brandtomte.
Hør Diana Sørensen, direktør i Nordjyllands Beredskab, forklare hvor voldsom branden var herunder.