Pirates snublede i topkamp
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates måtte for anden gang på ni dage se sig slået af Herning Blue Fox.
Spillerne fra Aalborg Pirates var på jagt efter revanche for nederlaget i Metal Cup-finalen, da de mandag aften gæstede deres overmænd fra finalen, Herning Blue Fox, i en vaskeægte topkamp i Metal Ligaen.
Akkurat som i finalen i Final Four-turneringen i Aalborg var det dog midtjyderne, der løb med sejren og spillede sig alene i front i landets bedste ishockeyrække.
Herning vandt med 5-2 efter en overbevisende indsats fra midtjyderne i kampens sidste to perioder.
De to hold lå side om side i tabellen med 89 point hver før mandagens kamp. Pirates har dog spillet to kampe færre end Blue Fox, men første periode afspejlede, at de to mandskaber er ganske jævnbyrdige.
Spil og chancer var ganske lige fordelt, og det tegnede til at blive en målløs åbningsperiode.
Aalborg fik dog bragt sig foran efter næsten 18 minutters spil, hvor russiske Kirill Kabanov fik fat i pucken i hjemmeholdets zone og spillede den ind til holdkammeraten Patrick Bjorkstrand foran Herning-målet.
Bjorkstrand lod sig ikke friste af muligheden for at komme på måltavlen mod sin barndomsklub og styrede i stedet pucken videre til amerikanske Trevor Gooch, som passerede sin landsmand Mac Carruth i værternes mål og gav nordjyderne en 1-0-føring at lune sig på i første pause.
Smed føringen væk
Aalborg pressede godt på i forbindelse med et nordjysk powerplay to et halvt minut inde i anden periode, men det lykkedes ikke gæsterne at finde vej til netmaskerne bag Carruth.
Efter at være blevet fuldtallige igen kom Herning lidt tilfældigt frem til en kæmpe chance, men George Sørensen i Aalborg-målet afviste Mathias Bau.
Få minutter senere var det på ny tæt på at gå galt for nordjyderne, da backen Anders Koch var for nonchalant med pucken omkring eget mål. Værternes mangeårige landsholdsprofil Mads Christensen erobrede gummiskiven, men stolpen kom i vejen for en midtjysk udligning.
Med tre minutter tilbage af anden periode gik den ikke længere for Pirates. Blue Fox-backen Jakob Jessen forsøgte sig med et håndledsskud fra distancen og udlignede til 1-1.
Et minut før pausen blev Aalborg endnu engang hjulpet af stolperne, da Mathias Bau afsluttede langt udefra, mens Herning var i powerplay. Nordjyderne havde dog næppe nået at ånde lettet op, før midtjyderne kunne juble over en 2-1-scoring fra lettiske Andris Dzerins.
Hård uge forude
Piraterne skulle ud at jagte en udligning i tredje periode og spillede friskt til i de første minutter efter pausen. Jeppe Jul Korsgaard kom frem til en fin chance, men tabte duellen til Mac Carruth.
Opgaven med at bringe sig tilbage i opgøret blev væsentlig sværere for Aalborg små fire minutter inde i perioden, hvor Herning kom frem til en to mod en-situation. Mathias Bau spillede pucken på tværs til Brett Perlini, som uden større besvær scorede til 3-1.
Jeppe Jul Korsgaard holdt liv nordjydernes håb om point, da hjemmeholdet sløsede i egen zone halvandet minut efter 3-1-målet. Aalborg-forwarden blev spillet helt fri foran mål og scorede sit 18. sæsonmål.
Otte minutter før tid fik hjemmeholdets Phil Marinaccio en friløber. Gæsterne måtte tage ulovlige midler i brug for at stoppe ham, og det resulterede i et straffeslag til canadieren. George Sørensen reddede og holdt Aalborg inde i kampen.
Der gik dog ikke mange sekunder, før Blue Fox alligevel fik øget føringen. Gordie Ballhorn stod for 4-2-målet.
To minutter før tid lukkede Mathias Bau til slutresultatet 5-2 med en scoring i tomt mål.
Der resterer fire kampe i grundspillet for Aalborg Pirates, der kan nå at slutte som enten etter, toer eller treer i tabellen. Piraterne skal i aktion igen allerede onsdag aften på hjemmebane mod Rødovre Mighty Bulls og spiller også kamp både fredag og søndag i denne uge.
Pirates har tre point op til Herning på førstepladsen og fire point ned til Odense Bulldogs på tredjepladsen.