Pirates og White Hawks tabte tætte udekampe
Foto: Jan Korsgaard, Scanpix
Hverken Aalborg Pirates eller Frederikshavn White Hawks spillede sig nærmere en plads i Metal Ligaens semifinaler fredag aften.
Det var lige ved og næsten for både Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i fredagens kvartfinalekampe i Metal Ligaens slutspil. De to nordjyske klubber var i aktion på udebane mod henholdsvis Gentofte Stars og Herning Blue Fox og efter tætte kampe, måtte de begge se modstanderen løbe med sejren.
Grundspilsvinderne fra Aalborg Pirates tabte med 2-1 efter et stærkt Gentofte-comeback i tredje periode. Jeppe Jul Korsgaard havde ellers bragt aalborgenserne foran med en undertalsscoring i slutningen af første periode, men i tredje periode vendte finske Joonas Riekkinen med to scoringer kampen for hjemmeholdet.
Stillingen i serien mellem Pirates og Stars er nu 2-2, efter at de første fire kampe alle er endt med hjemmesejre.
Det samme er tilfældet i slutspilsserien mellem Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox. Her leverede vendelboerne en stærk indsats i fredagens udekamp på den midtjyske hede, men det rakte ikke til en sejr.
Herning-spillerne var skarpest foran mål og sikrede midtjyderne en 3-2-sejr, som betyder, at serien nu er helt lige.
Hjemmeholdets Markus Jensen kendte vejen til nettet i første periode, hvor han nettede to gange og bragte Blue Fox foran med 2-0. Den tidligere White Hawks-spiller Lasse Lassen assisterede på begge mål.
White Hawks fik en række muligheder i powerplay i løbet af kampen, men det var først i slutningen af anden periode, at Mathias Bau Hansen fik omsat et overtal til scoring. Midt i tredje periode bragte Steffen Klarskov Nielsen værterne foran med 3-1, og trods en hurtig powerplayreducering fra Tyler Mosienko kom White Hawks ikke nærmere comebacket.
Dermed står det også 2-2 i kampe i den serie. Pirates og White Hawks skal i aktion igen søndag, hvor kampene spilles på nordjysk is.