Pesticidrester fundet i vandet i Vejgaard
Foto: Tv2nord.dk
Vejgaard Vandværk har meddelt borgere i Vejgaard i Aalborg, at der er fundet pesticidrester i vandet.
Den 21. maj blev der fundet spor af pesticider i vandet fra Vejgaard Vandværk, og derfor stoppede vandværket pumpningen fra Lundbyesgade i Aalborg. Det oplyser Vejgaard Vandværk på deres hjemmeside og i breve til de berørte husstande.
Pesticidsporene er fra nedbrydningsproduktet DMS, der står for N,N-dimethylsulfamid. Grænseværdien for DMS ligger på 0,10µg/l, men Lundbyesgades værdier er på henholdsvis 0,13-0,12 og 0,11.
Værdierne ligger tæt på grænseværdien, og derfor har Vejgaard Vandværk fået dispensation fra Aalborg Kommune til at fortsætte med at levere vand til forbrugerne fra Lundbyesgade.
Dispensationen kommer, efter Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at den øgede koncentration af DMS i drikkevandet ikke udgør en sundhedsmæssig risiko, så længe der er tale om en tidsbegrænset periode.
Dispensationen gælder i to år, og inden udløbet af dispensationen skal Vejgaard Vandværk have fundet en holdbar løsning for forbrugerne fra Lundbyesgade.
DMS er et relativt nyopdaget stof, og vandværker og vandselskaber er først blevet pålagt at kontrollere for det fra den 1. juli 2018.