Pengestærke familier donerer tøj til fattige børn
Tøj er vigtigt for mange børns følelse af at være en del af fællesskabet. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Fem nordjyske kommuner modtager det kommende år penge fra projektet Familiestøtten, der giver børn fra små kår tøj fra ressourcestærke familier.
For børn er tøjet en vigtig del af fællesskabet med andre børn. Og har man ikke råd til de samme mærker eller at skifte lige så meget ud i garderoben som kammeraterne, så kan det give følelsen af at høre til, et knæk.
Men nu kommer ressourcestærke familier netop de børn til undsætning.
Familiestøtten og fem nordjyske kommuner, blandt andet Aalborg, har indledt et samarbejde, hvor man matcher famlier, således at familier med råd til mere løbende giver deres aflagte tøj og legetøj videre til økonomisk udsatte familier.
For at børnene kan få mest glæde af tøjet, matches familier med børn af samme køn - og med en aldersforskel på et par år, så der altid vil være tøj at aftage.
Nyt tøj udvisker grænser
Ifølge formanden for Familiehjælpen, Sanna S. Rasmussen, kan tøjordningen være med til at udviske følelsen af fattigdom for de børn, der kommer fra små kår.
- Når familien modtager tøj fra en anden familie, letter vi ikke bare familiens økonomiske byrde. Vi giver dem i højere grad lige vilkår med andre børn. Dermed stiller vi dem også stærkere i forhold til skolelivet og deres muligheder senere i samfundet, siger hun.
Når familien modtager tøj fra en anden familie, letter vi ikke bare familiens økonomiske byrde. Vi giver dem i højere grad lige vilkår med andre børn.
Sanna S. Rasmussen, formand, Familiehjælpen
Ifølge formanden kan ét ekstra år i fattigdom betyde, at barnet som voksen tjener 12 procent mindre end andre voksne.
Projektet er støtte af Det Obelske Familiefond. Her oplyser man, at der i Danmark lever mere end 40.000 familier for så få penge, at de har svært ved at få råd til de mest basale ting til deres børn.
- Familiestøtten er en god idé, der på konkret vis hjælper, hvor der er et behov. Arbejdet er startet i det små af en ildsjæl, som på unik og professionel vis har formået at få projektet forankret i flere dele af landet. Når turen nu er kommet til Aalborg og Nordjylland, er det indlysende for fondet at bakke op om det, siger John Amund Tønnes, der er direktør for Det Obelske Familiefond.