Pengene er næsten væk: Kommune har allerede brugt størstedelen af vinterbudgettet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
Det koster cirka 1,4 millioner kroner i døgnet, når der er fuld aktivitetet med både sneplove og saltning.
Kalenderen siger 6. februar 2024, men selvom vi blot er i begyndelsen af årets anden måned, så er kassen hos Aalborg Kommune ved at være tom. I hvert i fald når der snakkes om snerydning og det afsatte pengebeløb hertil.
Aalborg Kommunes vinterbekæmpelsesbudget er nemlig sat til 24 millioner kroner i 2024. Men efter snestormen i begyndelsen af det nye år og den hårde frost, som har været skyld i glatte veje, så er der altså kun omkring seks millioner kroner tilbage, hvilket svarer til en fjeredel.
Mandagens og tirsdagens snevejr er dog endnu ikke medregnet.
- Det er selvfølgelig en bekymring, og det er en bekymring, jeg også har udtrykt tidligere ved det seneste budgetforlig, lyder det fra rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V).
Hvad gør I så?
- Det er et godt spørgsmål, for jeg tænker ikke, fællesskabet forventer, at vi lige pludselig dropper at rydde sne rundt omkring, men vi bliver nødt til at fortsætte med de servicemål, vi har. Det er også noget, vi har forpligtet os til over for politiet og den kollektive trafik, så vi bliver nødt til at fortsætte med det eksisterende serviceniveau, konstaterer rådmanden.
Vil skaffe flere penge
Rådmanden skal derfor nu til forligspartierne bag budgettet for at skaffe flere penge. Venstre var ikke selv med i budgetforliget.
- Jeg må jo gå til budgetforligspartierne og sige, at vi har en udfordring på det her område. Det er ikke en udfordring, vi kan løfte selv, forklarer Jan Nymark Thaysen.
Det koster cirka 1,4 millioner kroner i døgnet, når der er fuld aktivitetet med både sneplove og saltning. Sådan har de seneste døgn dog ikke været, hvor det kun har været saltning og rydning af stierne.
- Tallene, de taler for sig selv. Vi har brugt tre fjerdedel af de penge, der er. Hvis vi skal fortsætte resten af året, så bliver vi jo nok nødt til at skulle have nogle flere penge for at kunne løfte det, pointerer rådmanden.
Aalborg Kommunes budget for vinterbekæmpelse har været næsten uændret de seneste fem til ti år. Det er på trods af klimaforandringerne gennem tiden.