Pendlerformand om udskældt flyafgift: - Den bør fjernes igen, når målet er nået
Foto: Betina Fleron Hede
Formanden for de nordjyske flypendlere, Henriette von Platen-Hallermund, anerkender nødvendigheden af en ny flyafgift, men vil have den fjernet, når klimamålet er nået.
Formanden for den aalborgensiske pendlerforening SKAAL forstår behovet for en flygift på 100 kroner, men den bør være midlertidig, understreger hun.
Hver dag stiger omkring 300 nordjyder ombord på et fly i Aalborg Lufthavn og flyver til Kastrup Lufthavn – for så at tage turen hjem igen henad eftermiddagen.
For de pendlere, der tilsammen udgør pendlerforeningen SKAAL, vil den kommende flyafgift fremlagt af den nye SVM-regering betyde en væsentlig forøgelse af deres udgifter.
- Vi giver i forvejen omkring 600-700 kroner per vej, så for os vil det betyde meget, hvis vi pludselig skal betale 100 kroner mere for en billet, siger formand Henriette von Platen-Hallermund.
Det er vigtigt for hele Nordjylland, at pengene bliver brugt inden for flyindustrien
Henriette von Platen-Hallermund
Pendlerne har forståelse for, at flyafgiften kan være nødvendig for at nå målet om at gøre Danmark klimaneutral i 2045 – fem år tidligere end først meldt ud.
Men afgiften bør stoppes, når målet er nået, ønsker formanden.
- Når nu det er en afgift, der skal hjælpe med at gøre lufthavnene CO2-neutrale, så burde afgiften også forsvinde, når det så er lykkedes, siger hun.
Vi ender alle med regningen
Selvom pendlerne har en skattefordel, så sender det blot regningen videre i systemet, understreger formanden.
- Det ender jo med at være staten, der betaler 50 kroner af ekstraregningen på de 100 kroner (…) Og hos de flykunder, hvor deres arbejdsgiver betaler, så sætter de virksomheder måske bare prisen op på deres produkter, så kunderne ender med at betale regningen.
Detaljerne omkring den nye flyafgift er endnu ikke meldt ud, men gennemsnitligt vil der komme en afgift på 100 kroner per afgang.
Nordjylland bliver nemt afsondret og koblet af fra resten af landet
Henriette von Platen-Hallermund
En afgift, der er steget fra 13 kroner, som den første melding gik på.
- Vi (pendlerforeningen SKAAL, red.) sagde dengang, at 13 kroner er fint. Men at man ikke skulle komme højere op. 100 kroner overlever pendlerne også. Men det er vigtigt for hele Nordjylland, at pengene bliver brugt inden for flyindustrien, så det ikke bare ender med en statsafgift, der bare stiger og stiger, siger Henriette von Platen-Hallermund.
Formanden for pendlerforeningen SKAAL frygter, at Nordjylland som region vil lide overlast, hvis billetpriserne stiger for meget.
- Nordjylland bliver nemt afsondret og koblet fra resten af landet, så fremtiden for os pendlere kommer helt an på, hvordan flyselskaberne kører videre herfra. Jeg tænker ikke, at 100 kroner er værd at råbe op om, men det er vigtigt, at pengene går til flyindustrien, siger Henriette von Platen-Hallermund.