Spektakulær juleudsmykning: Papirkunst pryder Aalborg Teater
Foto: Mick Knive Andersen
Papirkunstner Bit Vejle lagde onsdag vejen forbi Aalborg Teater, hvor hun pyntede huset op med sine sirlige kunstværker. Samarbejdet blev indledt i forbindelse med teaterets nye juleforestilling.
Julehjerte, julestjerne og en god lang guirlande er nok, hvad de flestes evner rækker til på den årlige jule-klippe-klistre-dag. Sådan er det dog ikke for papirkunstner Bit Vejle, der onsdag pyntede Aalborg Teater med sine papirkunstværker.
- Vi pynter teateret med hvide juleklip. Hvidt er symbol for fred og venlighed, og det har vi brug for i verden, fortæller kunstneren.
Samarbejdet mellem kunstneren og Aalborg Teater opstod på baggrund af teaterets nye juleforestilling Snefald, der har premiere 21. november og fortsætter frem til 23. december.
- Ideen til samarbejdet opstod, da vi blev præsenteret for Snefald og konceptet omkring det. Der kunne vi se, at når man er på besøg hjemme hos julemanden, som man jo kommer i denne her juleforestilling, så er hele denne verden fyldt med hvide snekrystaller, og de minder meget om noget, der er klippet i papir, fortæller kommunikationschef på Aalborg Teater Thomas Villefrance.
Og der er gode nyheder, hvis man skulle blive inspireret af teaterets nye kunsinstallation. Bit Vejle har nemlig gjort det nemt at gøre kunsten efter.
- De snekrystaller, som jeg har klippet, kan man gå ind på Aalborg Teaters hjemmeside og printe ud, fortæller hun.
Så hvis man skulle få lyst til at udfordre sine kreative evner her til jul, så kan man gå gratis ind på teaterets hjemmeside og printe et eksemplar ud eller slå vejen forbi papirklipsmuseet.
Papirklipsmuseet dyster netop nu i kampen om at vinde Oplevelsesprisen. Feltet, der startede på flere hundredvis af attraktioner fra hele landet, er nu skåret ned til syv, hvoriblandt papirklipsmuseet er at finde.
Se indslaget i videoen nedenfor, hvor man er med Bit Vejle på Aalborg Teater i forbindelse med juleudsmykningen.