Palmesøndag med udendørs sang: - Hvis det kun er koret der kan synge, så mangler man noget
I dag kunne landets kirker for første gang i måneder invitere kirkegængerne til salmesang.
Det blev der blandt andet gjort brug af ved Gistrup Kirke, hvor man valgte at rykke den sidste del af palmesøndags-gudstjenesten udenfor, så menigheden kunne være med til at synge.
- Det var rigtig rart. Det var lidt koldt men godt. Det er dejligt at kunne komme udenfor for at synge, når man nu ikke må synge i kirken, siger Gunnar Høj, der er en af de fremmødte til søndagens gudstjeneste.
Ved indendørs gudstjenester er der fortsat en række restriktioner, men fra i mandags må der altså samles op til 50 personer til udendørs gudstjenester uden begrænsninger for sang og gudstjenestens længde.
- Det er dejligt at vi kan komme ud og synge. Det er en del af en kirke, at man er fælles om noget. Hvis det kun er koret der kan synge, så mangler man noget, siger Ejnar Grønlund, sognepræst i Gistrup Kirke.
Restriktionerne om forsamlinger gælder foreløbigt frem til og med 5. april.