Påkørte parkeringsvagt: Nu er dommen stadfæstet
Det var på parkeringspladsen ved Medicinerhuset ved Sygehus Syd, at hændelsen fandt sted.
Sagen om en mand, der påkørte en parkeringsvagt i oktober, er torsdag blevet stadfæstet i Vestre Landsret.
En 72-årig mand blev i oktober dømt ved Retten i Aalborg efter at have påkørt en parkeringsvagt udenfor Sygehus Syd i Aalborg.
Dommen blev anket på stedet, men nu har Vestre Landsret stadfæstet Retten i Aalborgs dom og idømt manden 60 dages ubetinget fængsel samt frakendelse af førerretten i et år.
Besøg på sygehus eskalerede
Selve hændelse skete 14. marts 2022, da manden skulle parkere ved Sygehus Syd i Aalborg, fordi han skulle have foretaget en blodprøve.
Manden holdt ulovligt parkeret, og da en parkeringsvagt henvendte sig for at gøre opmærksom på dette, eskalerede situationen.
Et vidne overværede hændelsen og overhørte blandt andet manden råbe: "Det skal du fandme ikke bestemme."
Sygemeldt i fire uger
Da parkeringsvagten gik om foran mandens bil for at tage et billede af nummerpladen, begyndte den 72-årige at køre frem og tilbage mod parkeringsvagten, hvor han til sidst ramte parkeringsvagtens ben.
Manden forklarede i retten tilbage i oktober sidste år, at han forsøgte at køre væk, men at parkeringsvagten fulgte med.
Efter hændelsen blev parkeringsvagten sygemeldt i fire uger og har modtaget psykologisk krisehjælp.
I byretten lød dommen på 60 dages ubetinget fængsel, en frakendelse af kørekortet i et år, betaling af sagens omkostninger og erstatning til den forurettede.