Overfald på 10-årig gør naboer usikre
Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord
Tirsdagens overfald på en 10-årig pige i Aalborg skaber usikkerhed blandt nabolagets forældre.
Tirsdag aften blev en 10-årig pige overfaldet i det sydøstlige Aalborg. Pigen ville sammen med en veninde hjælpe en mand med at finde hans hund. Den ene pige forlod stedet, da hendes mor ringede, og da den 10-årige var alene med manden, væltede han hende omkuld og holdte hende fast. Episoden skaber utryghed i nabolaget omkring Dikevej, hvor overfaldet skete.
- Det har jeg det rigtig skidt med. Jeg har en regel med mine børn om, at jeg hele tiden skal vide, hvor de er henne, og hvis de går andre steder hen, så skal jeg vide det. De er egentligt ikke ude efter klokken 19-20, fordi jeg ved, at der kan ske en masse herude, siger Cecilia Wimberly, der bor i nabolaget.
Også ægteparret Bjarne og Else Christensen, der har boet i nabolaget i mange år, er overrasket over, at det er sket i deres nabolag.
- Det er da ikke så spændende, at det også er kommet hertil. Det havde vi ikke regnet med. Men det regner man jo aldrig med, uanset hvor man bor henne, siger Bjarne Christensen.
Cecilia Wimberly har selv børn, som plejer at lege i nabolaget, men efter tirsdagens overfald er hun ikke længere tryg ved, at skulle lade børnene lege alene udenfor.
- Jeg blev faktisk lidt skræmt, det gjorde jeg. Og så tænkte jeg, hvad skal jeg gøre her, og tør jeg overhovedet have mine børn ude nu? Især min datter. Det tvivler jeg faktisk lidt på nu, siger Cecilia Wimberly.
Nordjyllands Politi har onsdag været i gang med en større undersøgelse på gerningsstedet. Her har de snakket med folk i området og efterlyst folk, som har oplysninger i sagen. I løbet af dagen har politiet fået flere henvendelser fra folk.
- Det her er en sag, som vi ser med ret stor alvor på, fordi vores børn skal helst kunne gå og lege frit, uden at de skal blive udsat for det, som pigen her har været udsat for, siger Lars Nørskov Jørgensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi.