Overblik: Her er de vigtigste punkter i Aalborgs nye budgetaftale
Foto: Foto: Mathias Lodahl / TV 2 Grafik
Selvom kommuneskatten hæves, går der lidt før pengene er i kassen. Derfor er der stadig lagt op til besparelser på flere områder.
Herunder kan du få et komprimeret overblik over hovedpunkterne i budgetaftalen i Aalborg Kommune, der gælder fra 2024 og frem til 2027.
Aftalen er historisk, da det er første gang i 32 år, at kommuneskatten sættes op i Aalborg Kommune. Netop derfor er det også et forholdsvis smalt forlig.
Og forliget skal ses i lyset af, at der allerede i foråret blev lavet reduktionsforslag til kommunens driftbudget. Helt konkret betyder det, at der skal spares 100 millioner kroner i 2024 stigende til 250 millioner kroner i 2026. Det er dels for at få genopbygget kommunens kassebeholdning og dels fordi, der er "økonomiske dystre udsigter".
Skattestigningen betyder, at byrådet kan nedbringe de planlagte besparelser på 100 millioner kroner med 18 millioner kroner. Det betyder, at flere skoler, som har været truet af lukning, går fri. Det bliver dog ikke uden besparelser.
Se hvordan pengene fordeler sig
Trafik
Hastigheden sættes ned på flere veje. Det er forventningen, at det vil reducere ulykker og konsekvenser af dette. En besparelse på 20 procent forventes.
Institutioner
Der er afsat 4,2 millioner kroner i 2024 og 10 millioner kroner årligt fra 2025 til fastholdelse af den nuværende tildeling af ressourcer til den understøttende undervisning.
Der er afsat 5 millioner kroner i 2024 og 13,7 millioner kroner årligt fra 2025 til fastholdelse af skolernes midler til forebyggelse og trivsel med en grundtildeling pr. skole.
Der er afsat 1 million kroner 2024 og 5 millioner kroner årligt fra 2025 med henblik på at ændre den tildelingsmæssige forudsætning for det gennemsnitlige undervisningstimetal i almenundervisningen.
Der er afsat 3 millioner kroner 2024 og 6 millioner kroner årligt fra 2025 til ændring af den ledelsesmæssige justering på dagtilbudsområdet. Antallet af ledere i daginstitutioner og dagplejen fastsættes ud fra en faglig vurdering af børnegrupperne, nærliggende institutioner og institutionernes størrelse.
Der er afsat 3 millioner kroner 2024 og 6 millioner kroner årligt fra 2025 til ændring af den ledelsesmæssige justering på dagtilbudsområdet. Antallet af ledere i daginstitutioner og dagplejen fastsættes ud fra en faglig vurdering af børnegrupperne, nærliggende institutioner og institutionernes størrelse.
Kultur
Budgetforligskredsen prioriterer indsatsen for vækstlaget inden for rytmisk musik og øger bevillingen til KORMA med 0,3 millioner kroner.
Budgetforligspartierne prioriterer tillige et anlægstilskud på 7 millioner kroner til en ”Black Box” (hybrid scene og udstillingsrum) til Væksthuset, som skal supplere Husets nuværende udstillings- og scenefaciliteter.
Byrådet prioriterer anlægstilskud på 7 millioner kroner til ny bogsorteringsrobot (BERTA) til Aalborg Bibliotekerne. Samtidig nedlægges bogbusordningen som i stedet oprettes i mobile enheder, som placeres stationært i et antal dage på udvalgte steder.
Besparelsen på KUNSTEN fra 2025 på 1 million kroner ændres til en besparelse på KUNSTEN på 0,5 millioner kroner og Utzon Center på 0,1 millioner kroner, samt Nordjyske Museer på 0,4 millioner kroner fra 2025.
Besparelse på 1 million kroner fra 2025 for Musikkens Hus ændres til 0,5 millioner kroner til Musikkens Hus og 0,5 millioner kroner til Aalborg Symfoniorkester fra 2025.
Tilskuddet til Maritimt Oplevelsescenter fastholder sit tilskud i 224. Fra 2025 og frem reduceres det til 0,45 millioner kroner.
Aalborg Zoo tilføres 0,3 millioner kroner årligt til skoletjenesten.
Aftenskolernes skulle reduceres med en million kroner, men den besparelse reduceres med 0,3 millioner kroner.
Sundhed
Kommunen vil søge statslige midler til at øge kapaciteten af den kommunale tandpleje. Folketinget vil nemlig gerne, at der tilbydes tandlægeeftersyn til unge op til 21 år.
Kommunen har valgt at prioritere midler til den forebyggende indsats GirlTalk (det står dog ikke, hvor meget).
10 nye demenspladser på Storvorde Plejehjem etableres. Fra 2025 afsættes der 650.000 kroner. Det sker for at kompensere for de lukkede pladser på Elmely.
Klippekort på plejehjem rulles delvist tilbage. Det tilføres der 3 millioner kroner til i 2024.
Unge
Værestedet Nexus i Nørresundby bevares, og der reduceres ikke i antallet af medarbejdere.
Besparelsen på 0,2 millioner kroner årligt på Ungerådgivningen rulles tilbage.
Tilskud til Safe House prioriteres i en treårig periode. Det betinges dog af andre parter.
Kommunalt
Besparelsen på nyansatte i kommunen rulles tilbage. Der tilføres altså 2 millioner kroner årligt til at nyuddannede igen kan få en god introduktion til arbejdspladsen inden de selv står for opgaverne.
5 millioner kroner årligt afsættes til at fastholde og nedbringe sygefravær blandt borgere.
Bygninger
14 millioner kroner til at AaB kan udvide deres omklædningsfaciliteter. Forudsætningen er dog, at driftstilskuddet ikke forhøjes.
19 millioner kroner til en idrætshal ved Sofiendalskolen.
For at sikre overholdelse af pasningsgarantien i de enkelte områder i de kommende år, er der behov for anlægsinvesteringer, hvorfor det er besluttet at bygge en række nye institutioner (Ferskenvej, Højvang, Centrum, Gigantium, Vodskov og Frejlev).
Budgetforligspartierne har besluttet, at der skal oprettes et nyt botilbud i det tidligere ”Syrenbakken.” Derfor er der i anlægsbudgettet for 2024 indregnet 24 millioner kroner til oprettelse af nyt botilbud efter §107/108. Aalborg Kommune har modtaget lånedispensation til finansiering fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.