Overbelagt katteinternat sælger ud
Foto: TV2 Nord
Kattens Værns internat i Aalborg er lige nu fyldt helt op, så de prøver fredag at holde åbent hus i håb om at afsætte nogle af de mange katte. (genrefoto)
Der er i øjeblikket så mange katte hos Kattens Værn i Aalborg, at internatet har lukket for aflevering af nye katte. Fredag holder internatet åbent hus i håb om, at afsætte op til 25 katte til nye ejere.
Det vrimler med katte i øjeblikket, og det har sat sine spor hos Kattens Værn i Aalborg, der tager imod tamme katte, der skal til en ny familie.
- Der er sæson for killinger, men af en eller anden grund er der ekstra meget pres på i år, siger René Skall, der er leder af Kattens Værn i Aalborg.
Som det er i øjeblikket, bliver internatet nødt til at henvise folk, der gerne vil af med deres kat, til dyrlægen, lyder det fra internatslederen.
"Tøm internatet"-dag
For at gøre plads til nye katte, gør Kattens Værn i Aalborg nu en ekstra indsats for at få afsat nogle af de mange katte, der venter på nye ejere. Fredag holder de "Tøm internatet"-dag.
Og der skal mange katte videre, hvis det midlertidige stop for nye katte skal ophæves igen. På en normal dag bortadopterer Kattens Værn omkring fem katte. Fredag skulle det gerne ende med at være 25 katte, der har fået nyt hjem, inden dagen er omme, lyder det fra Rene Skall.
- Og så håber vi også, at det kan skabe "ringe i vandet", så der kommer flere den kommende tid, siger René Skall.
TV2 Nord sender fredag live fra Kattens Værn i Aalborg i 19.30-udsendelsen.
Kattens Værn
Adoption af kat
Det koster 1095, - at adoptere en kat. Beløbet dækker:
- Dyrlægeeftersyn
- Neutralisering (kastrering/sterilisering)
- Vaccination
- Øremærkning og chipning
- Registrering i Det Danske Katteregister
- Behandling for orm og lopper
- En måneds gratis forsikring hos Dyrekassen Danmark.
Kattens værn i Aalborg
Adresse: Struervej 80, 9220 Aalborg Ø
Telefon: 3888 1200
Hjemmeside: www.kattens-vaern.dk/internater/aalborg