Oprykningsfest afblæst - EH Aalborg snubler mod direkte konkurrent
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Márta Hedenquist bidrog med fem scoringer i opgøret, men det var i sidste ende ikke nok.
Vejen til at spille sig op i den bedste række er nu markant længere.
Aalborg Håndbold har de seneste år løftet den ene pokal efter den anden. På kvindesiden har det imidlertid set anderledes sløjt ud på resultatsiden.
Nordjylland kan end ikke mønstre et hold i den bedste kvinderække, og de gamle Aalborg DH-dage synes langt væk.
Her til eftermiddag led EH Aalborg et sviende nederlag, der formentligt giver holdets cheftræner Peter Jagd ualmindeligt store panderynker.
Inden kampen var der ellers grund til optimisme. For EH Aalborg kunne sikre sig oprykning, da de på udebane skulle i kamp mod deres direkte konkurrent, Bjerringbro.
Aalborg-holdet stod med gode kort på hånden i oprykningskampen. Med en sejr eller et uafgjort resultat kunne champagnepropperne springe.
God start
Indledningsvis så det såmænd også lovende ud. EH Aalborg var mere eller mindre foran Bjerringbro på måltavlen gennem hele første halvleg. Om det var duften af oprykning, der slog grus i maskineret i anden halvleg skal være usagt.
Holdet fik ellers arbejdet sig op på en tremålsføring i begyndelsen af anden halvleg, og EH Aalborg-spilleren Emma Aagard viste storspil. Ikke desto mindre gled sejren langsomt af hænde.
Et nederlag på maksimalt to mål ville dog betyde, at EH Aalborg stadigvæk kunne afgøre sin egen skæbne i sidste spillerunde.
Skrækresultat
I anden halvleg lå kampen og balancerede på en knivsæg. Føringen til Bjerringbro lå flere gange og vekslede mellem to og tre mål.
Med under et minut igen gjorde Sidsel Poulsen det onde ved EH Aalborg, da hun bragte midtjyderne på 31-28, hvilket endte med at blive kampens slutresultat.
Dermed skal EH Aalborg håbe på mirakler i sidste spillerunde, hvis de skal spille sig direkte op i landets bedste række. Bjerringbro skal sætte point til, hvis nordjyderne skal gøre sig forhåbninger om førstepladsen.
Bjerringbro møder Holsterbro på lørdag om en uge, mens EH Aalborg selvsamme dag tager imod rækkens bundprop, Hellerup HIK.
Både EH Aalborg og Bjerringbro har 38 point efter 21 kampe. Hvis førstepladsen glipper kan EH Aalborg fortsat rykke op via kvalkampe mod de lavest rangerede liga-hold.