Opgør i Aalborgs kriminelle miljø: Tre sårede efter knivstikkeri
Politiet har spærrede torsdag morgen Hadsundvej fra Vejgaard Kroen til Vejgaard Torv efter knivstikkeri. Tre personer er behandlet for knivsår efter episoden.
Nordjyllands Politi modtog klokken 02:56 natten til torsdag en anmeldelse om et knivstikkeri på Hadsundvej i Vejgaard i Aalborg.
Politiet har efterfølgende været talstærkt til stede i området. Ved adressen var to yngre mænd sårede med knivstik. De er begge uden for livsfare. En tredje mand henvendte sig senere til behandling på sygehuset og er også uden for livsfare.
Vicepolitiinspektør Niels Kronborg oplyser, at der var flere personer til stede, som er kørt derfra i en bil. De formoder, at der her er tale om yderligere gerningsmænd, og derfor forventer Nordjyllands Politi også yderligere anholdelser.
Vicepolitiinspektøren oplyser, at man har anholdt en person i sagen, men at motivet endnu ikke er klarlagt. Det vides heller ikke hvor mange, der har været involveret, eller hvordan hændelsesforløbet præcist har været.
Nordjyllands Politi fortæller, at de involverede i forvejen er kendt af politiet, og at det er et opgør i det kriminelle miljø.
- Det er blandt andet det, som vores efterforskning skal skabe klarhed over, så vi kan stille de ansvarlige til regnskab. Knivstikkeri i det offentlige rum er helt uacceptabelt, siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg.
Efterspørger hjælp fra offentligheden
Nordjyllands Politi har morgenen igennem arbejdet intensivt på adressen i Vejgaards bymidte, og vicepolitiinspektøren oplyser, at de vil være til stede ved gerningsstedet i en rum tid endnu.
- Vores efterforsknings-indsats er i fuld gang lige nu. Vi arbejder i øjeblikket på at kortlægge forløbet før, under og efter knivstikkeriet. Derfor hører vi også gerne fra borgere, der har hørt eller set noget i området omkring gerningstidspunktet, siger Niels Kronborg og kommer med en opfordring:
- Ring endelig til os på 114 med oplysninger – selv mindre informationer kan være vigtige for vores arbejde.
Politiet efterspørger også videoovervågning fra området. Beboere og virksomheder opfordres derfor til at gemme eventuel data og kontakte politiet.
- Borgerne vil se meget politi i området, og vores afspærringer kan genere trafikken. Det beklager vi, men vi bliver der så længe, som efterforskningen kræver det, siger Niels Kronborg.
På videoen her kan man se, hvordan Nordjyllands Politi indsamler spor fra området omkring Hadsundvej: